Udsyn

Nyt økologimærke til EU

Det europæiske logo for økologi skal fornyes, og derfor udskriver EU en konkurrence om designet. Når det introduceres, skal det give økologiske fødevarer en ny fælles identitet.

Fra næste sommer kan man gå ind i et hvilket som helst europæisk supermarked og spotte de økologiske varer. De vil nemlig bære et mærke, man kender hjemmefra, når EU i juli 2010 har lanceret deres nye økologimærke.
Men først skal logoet udvælges, og derfor har Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter udskrevet en konkurrence blandt kunst- og designstuderende om at designe det nye logo. Førstepræmien er 6.000 euro.
– Det nye mærke vil give økologiske varer en ny fælles identitet, som er vigtig for at skabe et stærkt indre marked for økologiske produkter, hvilket kommer både forbrugere og producenter til gode, mener chefkonsulent i Landbrugsraadet, Bruno Sander Nielsen.

Rent design
Det nye logo skal appellere til hele EU, så der ønskes et kreativt, men enkelt mærke i rent design og uden tekst. Logoet skal udtrykke de forskellige aspekter ved økologisk landbrug og produktion.
Hvor det nuværende mærke er frivilligt, bliver det nye mærke obligatorisk på alle færdigemballerede økologiske fødevarer, der sælges i EU.
– Det betyder, at junglen af nationale og private økologimærker bliver mindre, og at det dermed bliver lettere for forbrugerne at finde økologiske varer, der alle lever op til fælles europæiske krav, lyder det fra Bruno Sander Nielsen.

Det stærke Ø
Men selvom det nye økologimærke skal på alle varer, kan danskerne nok fortsat regne med også at finde det røde Ø på danske økologiske varer.
– Det danske Ø-mærke står stærkt og er meget velkendt hos de danske forbrugere. Derfor skal vi nok forvente at se både det røde Ø og EU-logoet fremover. Men når det nye EU-logo bliver kendt blandt forbrugerne, skal det gerne være det logo, vi forbinder med økologi, siger chefkonsulenten.

Kampagne er nødvendig
Undersøgelser har vist, at næsten alle danskere kender det røde Ø-mærke, mens kun knap seks ud af ti danskere kender EUs økologimærke.
– Det er helt nødvendigt, at det nye logo markedsføres. Målet er, at alle EUs borgere skal kende mærket, og at det nye EU-logo bliver ligeså stærkt, som det røde Ø-mærke er i dag, slutter Bruno Sander Nielsen.