Stafet

Fisk skal også ha’ det godt!

Politikere og avlernes egen brancheforening lægger op til, at dambrugsfisk skal avles i betonbassiner i stedet for jordbaserede damme. Men det går ud over dyrevelfærden, mener damsbrugsejer Kirsten Brøndum Nielsen.

Hun er vokset op med fisk og har arbejdet med dem i 20 år som ejer af dambruget og fiskeslagteriet Ravnstrup Mølle. Kirsten Brøndum Nielsen er tredje generation på dambruget og kan ikke forstå, at man, både fra politisk hold og i hendes egen brancheforening, anbefaler at skifte fra de traditionelle, jordbaserede damme til de recirkulerende betonanlæg.
– Udover at jeg ikke synes, det er specielt kønt at bruge en masse beton i den danske natur, så mener jeg, at man nedprioriterer fiskenes dyrevelfærd ved at anbefale betonbassinerne. Når man holder fisk i traditionelle, udgravede damme, giver man dem en mulighed for at leve et så naturligt liv som muligt. Der er tit småsten, de kan flytte rundt med, når de skal have noget at give sig til, og planter de kan gemme sig under og søge køling, når det er varmt, siger Kirsten Brøndum Nielsen.

Større risiko for sygdom
Ifølge hende trives fisk bare bedre i de gamle anlæg. Blandt andet fordi de hele tiden får frisk vand.
– I beton-anlæggene bruger man det samme vand igen og igen. Selvom det bliver renset i et filter, er det ikke det samme som rent vand. Det gør sygdomsfrekvensen større. Hvis en fisk bliver syg, er der større risiko for, at de andre også bliver det, pointerer Kirsten Brøndum Nielsen.

Miljøet frem for velfærd
Politikernes argumenter for, hvorfor dambrugene skal væk fra åerne, handler primært om miljøhensyn. Men Kirsten Brøndum Nielsen er ikke enig.
– Vi sviner faktisk ikke. Fodermetoder osv. bliver hele tiden forbedret. Og så bruger vi ikke nær så meget el som de nye anlæg, fordi de skal pumpe vand rundt. Det sker, at vi har ophobninger af tungmetaller i vores å-brug, men de kommer fra samfundet udenom. Og det renser vi jo, inden vi sender det ud i den anden ende. Uanset hvad, så det kan godt være, politikerne mener, at de nye anlæg er to skridt frem miljømæssigt, men for fiskene er det velfærdsmæssigt et skridt tilbage, slutter Kirsten Brøndum Nielsen.