Fra EU

Fælles velfærd til EUs dyr

I sidste uge blev en ny resolution på dyrevelfærd drøftet i EU-Parlamentets landbrugsudvalg. Resolutionen er blevet til på initiativ fra det svenske liberale parlamentsmedlem Marit Paulsen.

I EU-Parlamentet arbejder man på en resolution omkring dyrevelfærd, der bl.a. opfordrer Kommissionen til at etablere et europæisk dyrevelfærdscenter og sikre bedre kontrol med dyretransporter i EU.
– Der har været masser af interesse for området i Parlamentet, men først med Lissabon- traktaten har parlamentets medlemmer fået mulighed for reel medbestemmelse i forhold til lovforslag omkring dyrevelfærd. Tidligere var vi kun høringsberettigede, mens selve lovarbejdet lå hos Kommissionen og Ministerrådet, forklarer Marit Paulsen.

Ens regler for alle
Ifølge Marit Paulsen er det en vigtig pointe, at reglerne for dyrevelfærd skal være fælles for alle EU-landene.
– Vi har brug for et sæt grundlæggende regler, som alle skal følge, på samme måde som der allerede er indenfor f.eks. fødevaresikkerhed. Hvis ikke man kan overholde reglerne, må man tage sit produkt af markedet. Og reglerne skal være ens, ellers skævvrider det konkurrencen, uddyber hun.
Også i forhold til handel med lande uden for EU giver en fælles standard for dyrevelfærd god mening.
– Hvis vi har gjort op med os selv, hvad vi vil acceptere i forhold til dyrevelfærd, kan vi bedre argumentere for, at alle producenter, der ønsker at sælge deres varer i EU, skal overholde vores standarder. Også dem, der kommer fra tredjelande. Jeg vil meget gerne have øget konkurrence, men den skal ske på fair vilkår. Og det er ikke fair, hvis nogle lande kan producere fødevarer med lavere krav til dyrevelfærd end andre, fastslår Marit Paulsen.

Lytter til landmænd
I denne uge holder ALDE (Alliancen af Liberale og Demokrater i EU-Parlamentet) et seminar, hvor forslaget til resolutionen skal drøftes. Her er landmændenes fælles EU-organisation Copa-Cogeca også inviteret.
– Europas grise kan ikke få et godt liv, hvis ikke landmændene sidder med ved bordet, når vi diskuterer dyrevelfærd. Hvis vi som politikere vil opnå noget på det her område, skal vi gå i dialog. Det handler om samarbejde og indsigt, og landmændene ved, hvad de taler om, mener Marit Paulsen.
Teamleder i Landbrug & Fødevarer Per Olsen er formand for Copa-Cogecas arbejdsgruppe om dyrevelfærd og deltager i paneldebatten på seminaret.
– Ofte kan vi som fagfolk nuancere politikernes syn på virkeligheden, så vi sammen kan nå frem til løsninger, som både giver bedre dyrevelfærd og er realistiske at føre ud i livet. Samtidig er det glædeligt, at der lægges op til, at initiativer på dyrevelfærdsområdet skal tages på europæisk niveau og gennemføres ens i alle lande, siger Per Olsen.
Europaparlamentarikerne kan stille ændringsforslag frem til 9. februar, og i løbet af foråret forventes det, at resolutionen bliver vedtaget i dens endelige form.

Andre Fra EU fra 2010: