Fra verden

Forbrydere med fingrene i jorden

Den italienske mafia havde et overskud på 590 milliarder kroner i 2009. Landbruget bidrager med 10 procent af det beløb, og en del af pengene kommer direkte fra EU’s kasse.

Selv om rivaliserende rockere og indvandrebander har hærget de københavnske kvarterer, er der stadig langt fra lille Danmark til mafiaens Syditalien, hvor vendettaer og mafiakrige har lagt landsbyer øde. Forskellen i indtægter er også markant. I 2009 havde de italienske mafiosi et overskud i omegnen af 590 milliarder kroner, viser tal fra landbrugsorganisationen Coldiretti.
Det store overskud skyldes, at mafiaen gør forretninger på alle områder. Det italienske landbrug står alene for ca. 10 pct. af mafiaens overskud.
- Da mafiaen opstod i slutningen af 1800-tallet, var landbruget det eneste ud over befolkningen, der kunne udbyttes på Sicilien, og det er en tradition, man har holdt fast i. Der bliver årligt stjålet omkring 100.000 stykker kvæg i Italien. Noget af det får landmanden tilbage gennem en ’afgift’, men mange høveder bliver slagtet i kombinerede hæler- og slagterbutikker, der findes spredt over hele Syditalien, fortæller italiens- og mafiaekspert, Thomas Harder.

Mafiaen på støtten
En af de helt store indtægtskilder for mafiaen er den landbrugsstøtte, der hvert år kommer som sendt fra himlen, når underskuddet i olivenplantagerne skal dækkes.
- I 2007 skulle Italien betale over en halv milliard kroner tilbage i landbrugsstøtte, og det skyldtes utilstrækkelig kontrol med olivenolieproduktionen. Mafiaen har i en del tilfælde et solidt tag i de embedsmænd, der skal godkende kontrollerne, og det gør det meget nemmere at udføre svindlen, forklarer Thomas Harder.
Men mafiabossernes opfindsomhed kender kun få grænser, og der er mange forskellige måder at presse citronen på. - Betaling af beskyttelsespenge, pizzo, er det mest udbredte. Man betaler, så man undgår at få stjålet husdyr eller få ødelagt bygninger eller maskinel. Men også afgifter på arbejdskraft, transport eller bevogtning er udbredt, siger han.

’Made in Italy’ i fare
Landbrugsorganisationen Coldiretti vurderer, at mafiaens kontrol med distributionssystemer og transporter af især kød og grøntsager er til umådelig skade. Ikke blot for de landmænd, der betaler for ydelserne, men også for forbrugerne, der må betale høje priser for varerne. Ikke bare i Italien, men også i Italiens eksportlande.
- Italien kan selvfølgelig ikke være tjent med, at fødevaresektoren, som lever af fødevaresikkerhed og bæredygtig miljøadfærd, er offer for kriminelle mafiaorganisationer. De undergraver erhvervets indsats, og truer borgernes økonomiske og sundhedsmæssige sikkerhed. ’Made in Italy’ afhænger af kvalitet og fuld gennemsigtighed i produktionsprocesserne, og det modvirkes af mafiaen, mener Thomas Harder.