Det er kun notoriske fiskespisere
som inuitter, der kan
være stolte af deres indtag
af D-vitamin. Derfor har DTUs
Fødevareinstitut nu iværksat
en undersøgelse
af effekten
af at berige mælk og brød med
vitaminet.
I USA markedsfører en række produkter sig på at indeholde forskellige vitaminer, kalk eller andre næringsstoffer. Det er ikke noget, vi er vant til herhjemme, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ide at berige fødevarer.
– Selv om undersøgelser tyder på, at D-vitamin kan være med til at hæve det generelle sundhedsniveau og forebygge en række sygdomme som f.eks. knogleskørhed, mangler der kontrollerede forsøg til at belyse effekten af at berige fødevarer. Derfor har vi sat et forskningsprojekt i søen, som skal afdække, om D-vitaminniveauet falder mindre i løbet af vinteren hos de personer, som får D-vitaminberigede produkter i forhold til dem, som ikke får de berigede produkter, siger Lone Banke Rasmussen, seniorforsker ved DTUs Fødevareinstitut.
Gratis mælk og brød
De 200 familier, som skal deltage i forsøget, har Fødevareinstituttet udvalgt tilfældigt i lokalområdet omkring DTU, og de vil kunne afhente gratis beriget brød produceret af Lantmännen, mens mælken vil komme fra Arla, som i forvejen sælger D-vitamin beriget mælk på det svenske marked.
– Vi har valgt at afholde forsøget tæt på instituttet, så vi har mulighed for at møde forsøgspersonerne i forretningerne og ved blodprøvetagningen, fortæller Lone Banke Rasmussen.
Fed fisk og sollys
Det kan være svært at spise sig til de 7,5 mikrogram D-vitaminer, som er anbefalingen ifølge den nordiske næringsstofsanbefaling, alene ved at spise fed fisk og anden D-vitaminholdig mad.
Men kroppen producerer også D-vitaminer, når den udsættes for sollys.
– Det danske niveau er ikke lavere end i mange andre europæiske lande, så det er generelt, man ikke får så meget D-vitamin, som man måske ville have gavn af. Hvis man ikke lige bor tæt på ækvator, vil der være en del af året, hvor man ikke kan danne D-vitamin. Det skyldes, at de stråler, der når os om vinteren, ikke er med den bølgelængde, som kan forårsage omdannelsen til D-vitamin i huden, forklarer Lone Banke Rasmussen.
Forsøget vil begynde til efteråret og køre henover vinteren, hvor danskernes mangel på D-vitamin og sollys er størst.