Når man går i det samme tøj en halv uge i træk, sover i et telt rullet ind i et badehåndklæde og skyller tænderne med humle efter endt børstning, så er det begrænset, hvor mange kræfter man bruger på at tænke over, hvad man får at spise. Og så alligevel ikke, for når man er på festival, kan et måltid gøre forskellen på en god og en dårlig dag.
Mit bedste festivalmåltid til dato var flydende – og modsat af, hvad man måske skulle tro var det ikke baseret på promiller. En regnvåd weekend efter en masse god musik sad jeg gennemblødt og småfrysende i hjørnet af et campingområde, da en telt-fælle kom med den bedste skål tomatsuppe, jeg nogensinde har slubret i mig. At der omfangsmæssigt snarere var tale om en spand end en skål, gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre.
Efterhånden som jeg fik flere år på bagen og blev mere magelig, blev mine teltovernatninger på festivalpladser nedtrappet for til sidst helt at forsvinde. Maden var aldrig med til at gøre det attraktivt at hoppe i mudder til knæene i takt til musikken. Bortset fra min suppe-succes kom næringen primært fra våde burgere, slatne sandwiches og medbragt dåseravioli. Men sådan er det ikke længere, har jeg hørt. I dag kan man få alt på festivalpladserne – lige fra sushi over quinoasalater til en god brunch med det hele.
Måske er de unge festivalgæster også mere krævende og kræsne, end jeg var. Unge i gymnasiealderen har det jo med at brænde intenst for sager, der virker vigtige for dem, og hvis trangen til pesticidfri bæredygtige fairtrade fødevarer får dem til at vælge sundere fødevarer, end jeg stoppede i ganen, kan den del af det i det mindste blive hos dem, når idealerne begynder at sive. Men langt de fleste af dem er nok ligeså tilfredse med papburger og franske hotdogs, som jeg selv var, når fadøl og billig kirsebærvin havde sløret mine smags- og sanseevner, så i virkeligheden er det store udvalg aldeles spildt på dem. Så måske skulle jeg selv kaste mig ud i min anden festivalalder og få fornøjelsen af, at man nu kan kombinerer stor lyd med store madoplevelser. Så er der da mindst en, der sætter pris på udvalget.