I weekenden skulle vi grille. Min svoger havde købt ind, så vi skulle have kød, kød, kød, kød … og pølser. Til alt held var der en smule salat og en rest nye kartofler i køleskabet, så vi gik ikke i totalt proteinchok. Svogerens indkøb er ikke udtryk for en særlig kødfetish. Normalt kan han godt sammensætte en mere balanceret menu, men der sker noget med mænd, når grillen bliver kørt frem. Deres proportionssans forsvinder som dug på kullene, og pludselig tror de, at det naturlige indtag af branket kød pr. måltid ligger på omkring 900 g for voksne og 600 g for børn. Og at man i øvrigt ikke har brug for andet.
Det er synd, for som man kan læse i denne uges tema, er der masser af grill-aspiranter, der kan gå hånd i hånd med koteletter, pølser og bøffer. Blandt mine favoritter er lun ost med brune striber, men stort set alle grøntsager kan bringe smilet frem, når de har fået marinade og er blevet vendt et par gange. Og fisk smager også skønt med lidt røg. Supermarkederne bakker mig op, og mange steder er de begyndt at placere grøntsager med ’særligt velegnet til grill’-skilte i nærheden af kødet – eller de pakker færdige grøntsagsspyd i grillbakker og placerer dem i selve køledisken. Det burde være en øjenåbner for selv de mest garvede grill-drenge.
De danske fødevareproducenter har også deres del af æren for, at min grill er blevet mere spændende de sidste år. Hvis ikke de venligt, men bestemt, gennem diverse opskrifter på pakkerne havde insisteret på, at deres tomater, asparges og gulerødder også er gode på risten, så havde det grønne stadig stået og kedet sig i en kold salatskål i hjørnet. Kød-folket skal også have tak for at have præsenteret nye udskæringer, der er lige til at smide på grillen, så vi på de travle dage slipper for selv at skulle fedte med knivblok og marinade.
Så der er al mulig grund til at glæde sig til sommerens grill-aftener. Bliver kødsavnet for stort, kan man gøre som min otteårige søn. Han indtager både kød, pølser, ost og grøntsager i en ketchup/ sennep-suppe, der sikrer en ensartet smag og konsistens, som på trods af diverse fremmedelementer ligger ret tæt på den originale kødfest.