Jeg holder meget af at væde min pegefinger og fastgøre overskydende saltflager fra frokosttallerkenen til fingeren, så de i små delikate portioner kan knases mellem tænderne. I helt private stunder dypper jeg hele fingeren i saltskålen for at få lidt mere af det til at sidde fast og få en lidt mere knasende fornemmelse mellem tænderne. Jeg har set andre være større saltsvin end mig. For eksempel havde vi en græker på besøg sidste sommer, som kastede noget, der lignede en teskefuld salt, på hver bid af sin tomat. Selv for mig var det lige i overkanten.
Min mand derimod er fanatisk saltfornægter, og han benytter enhver lejlighed til at fortælle ungerne, at de skal holde nallerne fra saltskålen. Det hjælper desværre ikke så meget, når de samtidig kan se mig med klør fem begravet i skålen med Læsø Sydesalt til 1.000 kr. kiloet. Men jeg burde nok skrue ned, for jeg har i denne uge lært, at hvis hver dansker bare sænkede sit daglige saltindtag med tre gram om dagen, ville det have en større sundhedseffekt, end hvis halvdelen af de danske rygere lagde smøgerne på hylden.
Men det er ikke så nemt, som det lyder, for 70 pct. af saltet kommer fra færdigproducerede varer. Morgenmad, pålæg, færdigretter, brød. Den smagfulde synder er over det hele, og hvis man som forbruger vil skære væsentligt ned på forbruget, må man lave alle sine ting fra bunden og undlade salt, og så render man ind i den ikke uvæsentlige problemstilling, at al mad uden salt smager som havregrød. Uden salt. Fødevarevirksomhederne har samme problem. De ville ellers hjertens gerne undlade saltet, men hvis ens kunder flygter, hvis man undlader saltet, er der jo ikke vundet meget af den vej.
Jeg personligt kan nok barbere halvdelen af mit forbrug ned ved at skrue ned for min afhængighed. Problemet er bare, at jeg ikke er stødt ind i nogen saltafhængighedsdæmpende midler, men hvis nogen finder på et tyggegummi, der kan tage den værste trang, er jeg aftager af den første pakke!