Tema

Gastonomiske odysséer

Hvis man som Nils Bowall Jensen nærer en dyb interesse for mad og vin, kan fjerne kontinenter som Australien, Sydamerika og Afrika levere svarene på nogle af de helt store gastronomiske spørgsmål.


Sammen med sin kone Anne Dorte har Nils Bowall Jensen inden for de seneste ti år rejst efter det sublime, og det er blevet til hundredevis af udsøgte og utraditionelle middage i fjerne gourmetrestauranter, vingårde, cafeer og knejper. Næsten altid ledsaget af den lokale vin.
- Vores første rejse var en arrangeret vinrejse til Australien. Vi var vel lidt over tyve deltagere. Og i vores lille firemandsgruppe, som tæller et par dedikerede vinnørder, sørgede vi altid for at bestille forskelle vine til middagen, så man kunne smage så mange som muligt. Jeg tror, det blev til over hundrede forskellige på den tur, siger Niels Bowall Jensen.

Specialister i oksekød
Ægteparret betaler en relativt høj pris for deres gourmetture. 37.000 plus lommepenge betalte de pr. person for den sidste arrangerede rejse, der gik til Australien.
- Det er ikke nogen billig rejseform, men man skal tænke på, at alt, hvad man foretager sig, er bundet op på store oplevelser, siger han.
Det er dog ikke nødvendigvis restauranter på Michellinstjerneniveau eller mondæne vinslotte, der byder på de mest uforglemmelige oplevelser.
- Selvfølgelig kan de også lave et sofistikeret måltid, men engang i Melbourne spiste vi et sted, som opdrættede deres eget kvæg. Vi sad klemt sammen, skulder ved skulder på en bænk, men kvaliteten var så høj, at alle var benovede, slutter Niels Bowall Jensen.

Andre Tema fra 2010: