Dansk tørmælk flyder i Kina

Fremstød om fødevaresikkerhed skal skabe grundlag for øget fødevareeksport.

To store danske virksomheder krydser klinger på verdens største marked for tørmælk – det kinesiske. Et marked, der skønsmæssigt kan aftage 35 pct. af verdens samlede produktion af mælkepulver. De to virksomheder er tidligere dansk-ejede ØK og Arla, der er en forholdsvis ny aktør på det kinesiske marked. Arlas entré i Kina sker gennem joint venture-projektet ’Arla Mengniu’:
– En lokal partner kan give adgang til et netværk – herunder med myndighederne – som det ellers kan tage årevis at opbygge. Hvis det da overhovedet er muligt for en udenlandsk virksomhed, der ønsker at producere i Kina, siger Jais Valeur, der er adm. direktør for Arla Mengnio.
Tørmælk lyder måske som nødhjælp i danske ører, men i en lang række lande er det en helt naturlig måde at få dækket mælkeforbruget på. Det er der flere grunde til. Selv om det er energikrævende at producere tørmælk, er det dog en forholdsvis billig produktion, og samtidig giver det en række fordele i forhold til lager og distribution. Endelig er tørmælk indarbejdet på markederne som et reelt alternativ til langtidsholdbar mælk, som oftest ville være den eneste anden mulighed.

Supermarkeder vinder frem
En af de vigtigste barrierer for dansk fødevareeksport til Kina er den kendsgerning, at kineserne stadig køber en stor del af deres fødevarer på markeder, som det er meget vanskeligt at få etableret en effektiv distribution til.
– Men supermarkedskæder vinder frem – først og fremmest i de store byer. Det giver mulighed for effektiv distribution og dermed bedre muligheder for at komme ind på markedet, siger Marit Ann Hvithamar, som er konsulent i Landbrugsraadets Internationale Afdeling.
Mere end halvdelen af alle verdens grise spises i Kina. Kineserne spiser en tredjedel af al den ris, der sættes til livs på verdensplan og 19 pct. af al is.

Fødevaresikkerhed i fokus
– Den økonomiske vækst i Kina åbner store muligheder for danske fødevareproducenter. En voksende gruppe af især veluddannede kinesere fra de store byer på østkysten lægger stor vægt på fødevaresikkerhed, som jo er et oplagt dansk styrkeområde, påpeger Marit Ann Hvithamar, der netop har været med til at arrangere et dansk fremstød til Kina med Familie- og Forbrugerminister Lars Barfoed i spidsen. Temaet for fremstødet var netop fødevaresikkerhed. Turen omfattede blandt andet et besøg på Arla Mengnius fabrik i Hoh Hot, som ligger i Indre Mongoliet.
Samtidig har Landbrugsraadet udgivet en rapport om det kinesiske marked for netop at belyse markedspotentialet og dermed bidrage til grundlaget for en øget dansk fødevareeksport til Kina. Den danske landbrugsvareeksport til Kina udgjorde i 2004 3,5 mia. kroner.

Seneste nyt