Fastfood-kampagne får kniven

25. aug 2010

Fødevareministeriet vil lancere en ny kampagne for at få danskere til at spise sundere fastfood. Bare en halv million kroner skal udgøre kampagnens økonomi. Alibimarkedsføring, siger eksperter.

Fedtglinsende pomfritter med rigeligt salt, druknet i salatmayonnaise og remoulade, iskold cola og dampende varme pizzaer med smeltet ost. Danskernes hang til hurtig mad er havnet på fødevareministerens skrivebord som et problem, der skal findes en løsning på. Første skud i bøssen er at sende en forbrugerinvolverende kampagne om ’hurtig mad’ i udbud hos en række reklamebureauer. Kravet til bureauerne er, at kampagnen skal ’skabe synlighed og rejse offentlig debat omkring danskernes hurtigmad’. Til det er der afsat en halv million kroner.
- Kampagnebeløbet i sig selv er latterligt. Der er kun lige råd til en fem-ti spots på TV2, det var de penge. Det er, hvad jeg kalder alibimarkedsføring. Eller sjatpisseri i hjørnet, siger livsstilseksperten Christine Feldthaus.

Tynd alibikampagne
Ifølge en ny befolkningsundersøgelse fra Synovate, foretaget for Landbrug & Fødevarer, ville 65 pct. af danskerne købe mere fastfood, hvis det var sundere. Men det er løgn med løg på, mener livsstilseksperten.
- Markedet afspejler i høj grad de ønsker til fastfood, som befolkningen nærer. Selv den mindst begavede dansker ved, at det meste fastfood er usundt, så hvis man fra politisk hold vil flytte noget på området, skal man være indstillet på, at det er det lange seje træk. Det kommer til at tage mange, mange år, før danskerne kommer til at ønske sundere fastfood, siger Christine Feldthaus.
Også bureauchef hos idébureauet 2:1, Morten Kold, kritiserer Fødevareministeriets udbudsmateriale.
- Det virker som om, fødevareministeren sælger hurtig-mad til vælgerne og oppositionen i form af en tynd alibikampagne med en usund lille ramme, der blot skal sikre, at fødevareministeren kan sige, at han har gjort en indsats på området. Du får ikke en særlig vitaminrig kampagne med stor synlighed og gennemslagskraft for kr. 500.000. Umiddelbart vil det dog kræve nogle frivillige kræfter eller en række relevante partnerskaber, der kan levere opmærksomhed, flere penge eller andre ressourcer til projektet, siger han.

Flere skud i bøssen
Men Fødevareministeriet er imidlertid opmærksom på, at danskerne ikke med en enkelt kampagne begynder at efterspørge sundere fastfood. Den 13. september inviteres erhvervslivet derfor til en debatdag, hvor man skal diskutere mulighederne og perspektiverne for sundere fastfood.
- Den kampagne, vi nu har sendt i udbud, skal skabe dialog og få forbrugerne til at reflektere. Når vi så kender mere til deres ønsker, vil vi i det nye år tage yderligere initiativer med henblik på f.eks. at lave partnerskaber. Vi er godt klar over, at det bliver det lange seje træk, hvor kampagnen blot er startskuddet på en indsats, som fødevareministeren har særlig fokus på, siger fuldmægtig i fødevareministeriet, Louise Stenstrup.

Seneste nyt