Landmænd får lov at ludde
27. aug 2010
Dette års massive regnvejr har givet et stort behov for at kunne redde halmen ved at ludde halmen med ammoniak. Derfor har Miljøministeriet nu givet dispensation fra forbuddet fra 2004.
Ludning af halm med ammoniak blev forbudt tilbage i 2004 for at sænke landbrugets samlede ammoniakfordampning til miljøet, men med mulighed for dispensation i år med ekstreme nedbørsmængder. Dette års massive regnvejr har givet et stort behov for at kunne redde halmen med ammoniak, og det har derfor tvunget landbruget til at søge om dispensation for reglen.
- Det halm, kvægproducenterne får presset i år, bliver noget vådere, end det burde være. Det betyder, at der kan udvikle sig svampe og bakterier i halmen, som kan være skadelige for specielt kalve, der spiser af strøelsen, men også for landmanden, der skal håndtere halmen, forklarer rådgivningschef i Videnscenter for Landbrug, Henrik Nygaard.
Han har derfor indsendt ansøgning om dispensation fra forbuddet mod ammoniakbehandling, og dispensationen er nu givet i det meste af landet på nær Nordjylland.
- Det er godt, at det er muligt med kort varsel at give en dispensation, der vil spare køer, kalve og landmænd for mange unødvendige problemer som følge af det massive regnvejr. Og under alle omstændigheder er det kun de kvægproducenter, der har meget svære betingelser at få halmen hjem på, som vil benytte sig af dispensationen, som alt andet lige også fordyrer halmen noget, siger Henrik Nygaard.