Rugen duer kun til svin

31. aug 2010

Med årets våde høstsæson ender dette års dansk dyrkede brødrug i maven på svin i stedet for mennesker. I stedet må bagerierne hente melet fra Tyskland og Sverige.

Rugbrød har ry for at have dansk særkende, men for hver dråbe vand, der falder på de danske rugmarker, bliver kvaliteten en kende dårligere. I Nordsjælland, hvor der traditionelt høstes meget rug, vurderer det lokale grovvareselskab NAG, at regnen allerede har forringet kvaliteten af en stor del af den danske rug så meget, at korn til rugmel skal importeres fra Tyskland og Sverige.
- Det ser ikke lovende ud. De store regnmængder har fået kornet til at spire, og derfor kan det ikke bruges til andet end grisefoder nu, siger direktør i NAG, Jens Lauritsen.
Han vurderer, at billedet er det samme på den anden side af Storebælt, selvom jyderne har fået lidt mindre nedbør end sjællænderne.

Kvaliteten bestemmer
Hos Lantmännen Unibake, som forsyner mange danske frokostborde med Schulstad-rugbrød, kender man godt til de dystre høstprognoser. Men for dem er det vigtigste ikke, om rugen stammer fra danske marker, men om den overholder de strenge kvalitetskrav, som firmaet udstikker.
- Vi vil gerne købe lokalt, men det vigtigste er rugens kvalitet. Og hvis den ikke er tilstrækkelig høj, køber vi en del af vores rug fra møller, som importerer rugen fra Nordtyskland og Sverige, og i år ser det indtil videre ikke lovende ud for dansk rug, siger pressechef Jesper Skovlund, Lantmännen Unibake.

Danmarks største grovvareselskab DLG oplyser, at de først ved ugens udløb har et fuldstændigt overblik over årets rughøst.

Seneste nyt