Unges pastaforbrug eksploderer
30. aug 2010
En dansk studerende spiser næsten tre gange så meget pasta som gennemsnitsdanskeren, og på bare fem år er mængden af pasta, som de unge fortærer, mere end fordoblet.
De er Danmarks håb i den benhårde globale konkurrence. De studerende skal trække det store læs, når fremtidens velfærd skal sikres, men i studietiden er det ikke ligefrem fornuften, der råder, når det varierede måltid skal tilberedes i kollegiets køkken, og hjernecellerne skal sikres optimale arbejdsforhold. Ifølge tal fra Danmarks Statistik bruger en dansk studerende 292 kr. om året på pastaindkøb, hvor gennemsnitsdanskeren, de studerende medregnet, kun bruger 129 kr. Og fra 2003 til 2008 har den studerende samtidig øget sit årlige forbrug af pasta fra 140 kr. til 292 kr.
- Jeg synes ikke, at de store mængder pasta, som de unge tilsyneladende indtager, er nogen særlig god nyhed. Det tyder på, at de studerende spiser usædvanligt ensidigt, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Grethe Andersen.
Og netop stigningen i forbruget tyder på, at pastaen har taget pladsen fra andre fødevarer som eksempelvis kartoflen, der ifølge Grethe Andersen er væsentlig mere næringsrig og alsidig at tilberede.
- At de studerende har mere end fordoblet deres pastaforbrug på bare få år kan betyde to ting: Enten er deres økonomi blevet mere presset, eller også har de for vane at vælge den hurtige og nemme løsning, siger hun.
Billigt og nemt
På Egmont Kollegiet i København bor Rasmus Jakobsen, som studerer molykolær biomedicin. Han fortæller, at de i hans kollegiekøkken laver fælles mad fem gange om ugen, men at der i hvert fald sniger sig pasta ind mindst 2 af ugens dage.
- Vi spiser ret alsidigt, men jeg ville helt klart spise mere pasta, hvis jeg var alene om det, for det er både nemt, billigt, og så smager det godt, siger han. Og oftest ledsages pastaen af kødsovs eller kylling, og ind imellem bliver det da også til fuldkornspasta.
- Men når det er sidst på måneden, ryger den billigste pasta med ketchup i kurven, siger Rasmus Jakobsen.
Spis kartofler!
Selvom danske studerende traditionelt er længe om at komme igennem deres studier, er der dog ikke grund til at tro, at deres enorme pastaforbrug vil skade folkesundheden.
- Men med de mængder er der god grund til at sørge for at resten af kosten er alsidig, for pasta og navnlig hvid pasta indeholder ikke andet end hvedemel og vand. Vi anbefaler derfor, at man spiser væsentlig flere kartofler end pasta og ris, for kartoflerne indeholder vigtige næringsstoffer og vitaminer, som kroppen og hjernen har brug for, siger ernærings – og husholdningsøkonom i Fødevarestyrelsen, Susanne Dunch.