Fødevarepriserne vil stige

10. sep 2010

Trods dugfriske tal som viser, at fødevarepriserne det seneste år kun er steget med 1,1 pct., er der alligevel stor forventning om stigende fødevarepriser i fremtiden.

Modsat fødevarer har de generelle prisstigninger det seneste år været dobbelt så høje, nemlig 2,3 pct. Og alligevel skaber de beskedne prisstigninger forventninger om stigende brød– og kødpriser inden for den allernærmeste fremtid.
- Vi forventer helt klart en stigning i fødevarepriserne den kommende tid. Den dårlige høst har sendt priserne på korn i vejret, og det vil komme til at betyde dyrere brød for forbrugerne, siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen.
Men det er ikke kun det daglige brød, der vil få et nøk opad i pris. Han mener også, at forbrugerne skal indstille sig på, at prisen på kød vil stige.
- Vi vil komme til at se en forholdsvis hurtig prisstigning på brød, men for kødets vedkommende skal vi nok forvente, at der går lidt længere tid. Men priserne vil stige, selvom det endnu ikke fremgår af de seneste opgørelser, siger Leif Nielsen

Seneste nyt