Havregrynsforbruget fortsætter med at stige

HavregrynHavregryn
07. sep 2010

På tyve år er forbruget af havregryn firdoblet til samme niveau som i halvtredserne. Men i modsætning til dengang er det i en øget sundhedsbevidsthed, der er årsag til stigningen.

Siden 1991 er danskernes årlige havregrynsforbrug steget med 25 tusind tons, eller hvad der svarer til, at hver dansker i gennemsnit har hævet sit årlige havregrynsforbrug fra 1,4 kg i 1991 til 5,9 kg i 2009. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.
- Tallene er udtryk for en stigende sundhedsbevidsthed hos befolkningen, og selvom der blev lavet masser af sundhedskampagner i halvfemserne, er det først efter årtusindeskiftet, at effekterne for alvor er slået igennem med de store mængder af havregryn, der nu bliver spist, siger ernæringsforsker fra DTU Fødevareinstituttet, Sisse Fagt.
Men sådan har det ikke altid været. Hvis man studerer havregrynsforbruget siden halvtredserne, vil man se en udvikling, der former sig som et stort U.
- Dengang var havregryn en udbredt del af kosten. Dels fordi det var billigt, men også fordi man på det tidspunkt havde en meget større tradition for at spise grød. Men da velstanden begyndte at boome i tresserne og de efterfølgende årtier, begyndte folk at efterspørge mere spændende alternativer, og derfor faldt havregrynsforbruget, siger hun.

Havregryn med sukker er sundere end cornflakes
Selvom man er lige lovlig rundhåndet med sukkeret på sine havregryn, er det ifølge Sisse Fagt stadig langt sundere at spise havregryn med ikke så lidt sukker på, end det er at spise både cornflakes eller andre af de sukker- og saltholdige morgenmadsprodukter. For havregryn indeholder i modsætning til konkurrenterne på morgenbordet mange flere fibre, mineraler og vitaminer, som kroppen har brug for.
- Fødevarestyrelsen lavede i 1999 en undersøgelse, som viste, at to ud af tre børn og voksne strør ekstra sukker på de i forvejen sukkerholdige morgenmadsprodukter, så det er meget positivt, at flere og flere vælger at spise havegryn. Til gengæld tror jeg heller ikke, vi skal forvente, at havregrynsforbruget stiger meget mere end det, vi har set nu, siger Sisse Fagt.

Seneste nyt