Mutantsygdom truer verdens hvede

08. sep 2010

Danske forskere frygter en markant mindre produktion af hvede, efter at en muteret svampesygdom spreder sig i store dele af verden. Det er dårlige nyheder for ulandende.

Med stigende kornpriser og en del af den russiske høst, der er forsvundet i flammer, skulle man mene, at verdens kornkamre har oplevet nok modgang. Men hertil kommer en aggressiv svampesygdom, der rammer hvedemarkerne over store dele af verden. Alene i USA har sygdommen over tre år reduceret udbyttet fra hvede med op til 10 millioner ton. Eller hvad der svarer til hele den årlige danske produktion af korn.
- Hvedegulrust er et globalt problem. Sygdommen spredes med luftbårne svampesporer over store afstande fra land til land, undertiden fra et kontinent til et andet. Og det, vi ser nu, er måske den hurtigste spredning af en plantesygdom på en landbrugsafgrøde nogensinde, siger Mogens Støvring Hovmøller, leder af det nyetablerede globale referencecenter for hvederust under Århus Universitet.

Uvidenhed koster
Svampesygdommen er i sig selv ingen nyhed, men det er til gengæld en ny muteret og aggressiv variant, der har spredt sig med stor hast til fem verdensdele. Men flere steder er landmændene slet ikke bekendt med sygdommen.
- Særligt i mange udviklingslande er man ikke så opmærksom på, hvorfor høsten slår fejl. Man konstaterer blot, at afgrøderne ødelægges eller beskadiges. Og så er det nemmere at få opmærksomhed omkring ødelagte afgrøder, når det skyldes brand, oversvømmelse eller jordskælv, selvom plantesygdomme medfører langt større tab i den store sammenhæng, siger Mogens Støvring Hovmøller.

Forsvarsløs i Afrika
Europa, og dermed også Danmark, er dog endnu ikke ramt af den muterede hvedegulrust. Det skyldes ifølge Mogens Støvring Hovmøller, at vi i Europa har dygtige planteforædlere, adgang til effektive bekæmpelsesmidler og frem for alt et godt konsulentvæsen. I udviklingslande er der derimod ingen eller meget begrænset rådgivning om plantesorter eller varslingsprogrammer for udbrud af plantesygdomme.
Johannes Østergaard, Chefkonsulent i handels- og udviklingspolitik afdeling fra Landbrug & Fødevarer, er ikke i tvivl om konsekvensen.
- Manglende rådgivning betyder, at landmændene i de her lande står forsvarsløse. Og hvis man som landmand i et u-land mister sine afgrøder, så er man færdig, siger han.

Verdensomspændende viden
Chefkonsulenten mener, at kampen mod svampen skal vindes ved hjælp af udbredelse af viden, og at der derfor skal sættes ind med forskning i blandt andet forædling af planterne, så man kan fremelske resistens mod sygdommen.
- Men det kræver, at man prioriterer i u-landsbistanden. Endnu bedre ville det selvfølgelig være, hvis man kunne øge støtten til landbrugsudvikling, så der var penge til at opbygge varslingssystemer, forske og rådgive de nødstedte landmænd. Blandt andet ud fra noget af den store viden, vi har i Danmark. Men som det ser ud i dag, er en reduktion af u-landsbistanden desværre en kendsgerning, slutter Johannes Østergaard.

Fakta

Hvedegulrust er en svampesygdom, som angriber overalt på plantens overjordiske dele. Spredningen sker fra svampens sporer, som kan rejse mange tusinde kilometer via luften. Sygdommen resulterer i mindre og færre kerner i akset, som derfor giver et betragteligt lavere udbytte. Sygdommen er ikke farlig for mennesker.

Seneste nyt