Ny teknologi mod bakterier
06. sep 2010
De dødfarlige listeriabakterier frustrerer stadig landets forskere, som satser på, at software, der f.eks. kan overvåge fødevarer i køleskabet, kan være med til at redde liv.
Danmark har europarekord i antal listeriainfektioner pr. indbygger, uden at man ved hvorfor. I 2008 var der 51 tilfælde. Det tal blev næsten fordoblet til 97 i 2009. Foreløbige data fra Statens Serum Institut, SSI, tyder dog på, at antallet af tilfælde atter vil falde i 2010. Hidtil er der kun registeret 26 tilfælde.
- Det er utrolig vanskeligt at finde kilden til smitten. Man formoder, at det i de fleste tilfælde kommer fra kødpålæg, røget fisk og i bløde oste, men præcis hvor, hvordan og hvornår bakterien opstår, ved man ikke. Derfor er der behov for gå nye veje, siger seniorrådgiver på DTUs Fødevareinstitut, Jens Kirk Andersen.
Her har man netop afholdt en workshop, hvor man snakkede matematiske modeller og software, der kan bruges til at forudsige vækst, overlevelse og drab af listeria.
- Det er computermodeller, der i fremtiden skal bruges til risikovurdering og risikohåndtering for at nedbringe antallet af infektioner. Helt konkret betyder det, at ens eget køleskab f.eks. selv vil kunne overvåge ens fødevarer, siger han.
Svær at blive klog på Listeriabakterier kan give alvorlige symptomer som blodforgiftning og meningitis, og hos gravide kan infektionen sprede sig til fostret, og dødeligheden er høj, op til 30 pct., især blandt ældre med svækket immunforsvar.
- Der kan gå fra nogle dage til 2 måneder, fra man har fået bakterien ind i kroppen, til infektionen bryder ud. Og da de færreste kan huske, hvad de spiste for to måneder siden, er det ikke let at finde kilden til infektionerne, siger Jens Kirk Andersen.
Han mener, at forkert og lemfældig håndtering og opbevaring af fødevarer formentlig udgør en af de væsentligste kilder til de mange listeriainfektioner. Hos Landbrug & Fødevarer deler man den opfattelse.
- Vi ved, at bakterierne kan udvikle sig i køleskabstemperaturer og under vakuum. Derfor er det vigtigt, at man kasserer fødevarer, som har overskredet holdbarhedsdatoen, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Hanne Castenschiold.
Ældre rammes oftest
Risikoen for at få en listeriaainfektion stiger markant med alderen. De ældre er mest udsatte, samtidig med at de måske har en tilbøjelighed til at gemme fødevarerne for længe, også efter at de har passeret udløbsdatoen.
- Det er især kødpålæg, røget fisk og bløde oste, vi mistænker bakterierne at stamme fra. DTU Fødevareinstituttets kostundersøgelser viser samtidig, at de ældres kostvaner har ændret sig gennem de seneste 5-10 år, så de i dag spiser markant flere bløde oste, mere kødpålæg, siger Jens Kirk Andersen.
Man kan gøre meget selv Af alle de kontrolprøver, som Fødevarestyrelsen har foretaget af danske fødevarer, er der ingen tegn på, at EU´s grænseværdier, for hvor mange listeriabaktierer fødevarer må indeholde, er overskredet.
- Vi ved, at forkert håndtering af fødevarer kan have katastrofale følger. Derfor anbefaler vi, at man træffer en række simple forholdsregler, bl.a. at man sørger for, at kødet kommer hurtigt hjem og på køl efter indkøb, at køleskabstemperaturen ikke overstiger +5 grader, og at køleskabet er rent. På
voresmad.dk kan man læse meget mere om, hvordan man sikrer sig bedst muligt, siger Hanne Castenschiold.