Buræg storsælger
23. sep 2010
Salget af æg er steget kraftigt i første halvår af 2010. Særligt buræg går frem, mens økologiske æg og æg fra fritgående høns kun har fået beskeden fremgang.
Detailsalget af æg er samlet steget med 7 pct. i første halvår af 2010 sammenlignet med 1. halvår 2009. I alt er der solgt 23 mio kilo æg, mens der kun var solgt 21,5 mio kilo æg på samme tid sidste år.
- Det er især buræg, forbrugerne køber flere af. Selv om de i forvejen har lige godt 60 pct. af markedet, har de alligevel kunnet øge salget med lige knap 10 pct. fra 13,2 mio kilo i 2009 til 14,5 mio kilo i 2010, fortæller sektorchef i Landbrug & Fødevarer Jørgen Nyberg Larsen.
Det øgede burægsalg er dog ikke gået ud over afsætningen af æg i de øvrige kategorier, der også har oplevet fremgang om end i lidt mindre målestok.
- Der er foreløbig solgt 3,7 mio. kilo økoæg. Det er en fremgang på 4,5 pct fra sidste år, hvor der var solgt 3,5 mio kilo på samme tidspunkt. Æg fra fritgående høns har også fået en lille fremgang, mens skrabeæg har fastholdt salget. Men alt i alt må ægbranchen glæde sig over, at danskerne har fået større appetit på danske æg, siger Jørgen Nyberg Larsen.