Formand trækker sig efter afsløringer

28. sep 2010

Mogens Illum Hansen trækker sig fra sin formandspost i Grønttorvets bestyrelse efter, at Operation X i går beskyldte ham for at have en ledende rolle i sort handel.

Mandag aften afslørede TV2s dokumentarprogram Operation X, at Grønttorvets formand Mogens Illum Hansen er en ledende spiller på et blomstrende sort marked på netop Grønttorvet. I programmet viste en muldvarp, hvordan han med bestemte udtryk som med det hele" eller "det sjove” gentagne gange kunne købe et stort parti blomster uden at betale moms eller afgifter. Disse beskyldninger får nu konsekvenser, da Mogens Illum Hansen netop har trukket sig fra sin formandspost i Grønttorvets bestyrelse.

Formanden afviste i programmet, at hans virksomhed forsøger at unddrage sig betaling af moms, skat eller afgifter. Men i dag har han altså alligevel valgt at trække sig.

Ledelsen tager afstand

Grønttorvets ledelse og bestyrelse understreger i en pressemeddelelse, at de fortsat tager kraftigt afstand fra enhver form for ”sort økonomi", der skaber unfair konkurrence mellem virksomhederne på Grønttorvet og strider mod landets lovgivning. De oplyser videre, at de har besluttet at invitere skatteminister Troels Lund Poulsen til et møde på Grønttorvet for at afkræfte opfattelsen af, at Grønttorvet domineres af ”lovløse tilstande”, og drøfte initiativer der kan bekæmpe ”sort økonomi”.

Jørgen Mortensen, der hidtil har været næstformand, overtager formandsposten med øjeblikkelig virkning.

Seneste nyt