Plant et træ for klimaet
27. sep 2010
Miljøministerens skovudvalg vil være med til at give iskapperne en puster. Løsningen på klimaproblemerne er flere træer.
De danske skove kan bidrage til at løse en del af de udfordringer, verden står over for, når det gælder klimaet og energiforsyningen. Derfor mener ´Skovpolitisk Udvalg´, at skovene skal spille en væsentlig rolle i de næste ugers debat om Klimakommissionens rapport, som offentliggøres i morgen.
- Træ oplagrer store mængder CO
2, både i stammerne og i jordbunden. Og den del af træet, der bruges i energiproduktionen, kan fortrænge fossile brændsler som kul, olie og naturgas. Træprodukter kan desuden erstatte andre materialer, der er meget mere energikrævende at fremstille. Men i dag er vi ikke gode nok til at udnytte mulighederne for skov og træ som bæredygtige løsninger på klima- og energiudfordringerne, siger formanden for Skovpolitisk Udvalg, Erik Bisgaard Madsen.
Hvis danske politikere vælger at satse på skov som en af vejene til at skabe et samfund, der er uafhængigt af fossile brændsler, vil det medføre en lang række sidegevinster, mener udvalget.
- Skov leverer en bred vifte af goder. Udover at bidrage positivt til klima og energi vil mere bæredygtig skov give mere plads til naturen herhjemme, give en bedre grundvandsbeskyttelse, mere friluftsliv og bedre mulighed for at tilpasse det danske landskab til det mere ekstreme klima, vi må regne med fremover, siger Erik Bisgaard Madsen.
Skovpolitisk Udvalg ser derfor gerne, at jordejere får bedre muligheder for at plante ny skov og for at øge træmængden i de eksisterende skove. Udvalget ser også muligheder i, at der indføres betaling for lagring af CO
2 i skov, f.eks. som medfinansiering af ny skov. Desuden mener udvalget, at man skal sætte gang i brugen af træ i Danmark, f.eks. ved at indføre et nationalt træbyggeprogram, så træ kan erstatte mere energikrævende byggemateriale som f.eks. stål og beton.