Ny juletradition: Prisen på juletræer stiger
04. okt 2010
Nyheder om prisstigninger på juletræer er på det nærmeste blevet en ny tradition op til jul, og i år er ingen undtagelse. Dansk Juletræsdyrkerforening skyder skylden på for få træer.
I år bliver det igen dyrere at synge ’Højt fra træets grønne top’. I hvert fald hvis det skal foregå rundt om et juletræ. Flere medier skriver om stigende priser, og ifølge DR er 75 procent af de danske juletræer allerede solgt til udlandet, hvilket betyder højere priser for de resterende juletræer.
- Juletræerne kommer til at koste mere, da efterspørgslen er større end udbuddet. Der er simpelthen ikke juletræer nok, siger direktør for Dansk Juletræsdyrkerforening Kaj Østergaard.
Udmeldingen fra Dansk Juletræsdyrkerforening er ikke udsædvanlig. I år er sjette år i træk, foreningen melder ud, at træerne bliver dyrere. Men det er der ikke noget mærkeligt i, mener Juletræsdyrkerforeningens direktør.
- For 7-8 år siden blev der ikke plantet så mange træer, og det er det, vi mærker nu. Udbuddet af juletræer følger en cyklisk kurve, og vi forventer først faldende priser om 3-4 år, siger Kaj Østergaard.
Prisstigning skaber nyt marked
Tendensen med dyrere juletræer hvert år er næppe en juletradition, forbrugerne vil elske. Men ifølge Henrik Merkelsen, studielektor på Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier ved CBS, skal der store prisstigninger til, før juletræet bliver droppet i de danske hjem.
- Hvis prisen på juletræer bliver for høj, er der selvfølgelig mulighed for at købe et alternativ af plastik. Men et juletræ er en meget lille post i budgettet, og ud af alle de penge der bruges i julen, udgør det ikke meget, siger han.
Til gengæld vurderer Henrik Merkelsen, at de seneste års stigende priser kan betyde, at danskerne begynder at kigge efter juletræer fra udenlandske skove.
- Hvis svenske eller norske juletræsdyrkere kan få flere penge for deres træer i Danmark, er det klart, at det vil blive attraktivt for dem at konkurrere med de danske træer, siger Henrik Merkelsen.
DOKUMENTATION: Se flere historier om dyre juletræer her
2010 http://www.landbrugsavisen.dk/Nyheder/Netnyheder/2010/10
2009 http://www.tv2oj.dk/vis_nyhed.asp
2008 http://www.bt.dk/nyheder/prischok
2007 http://politiken.dk/tjek/dagligliv/
2006 http://www.landbrugsavisen.dk/Landbrugsavisen/2006/8/16/
2005 http://www.landbrugsavisen.dk/Landbrugsavisen/2005/9/16/