Dansk formand for verdens fødevaretorve
12. okt 2010
Torben Flinch, direktør for Grønttorvet i København og Copenhagen Markets, er på WUWM’s verdenskonference i september 2010 blevet valgt som ny formand.
WUWM, World Union of Wholesale Markets er en vigtig organisation for fødevare- og blomstertorvene verden over. Her samles erfaringerne og udvikles ny viden, som alle torvene kan nyde godt af. Og torvene spiller fortsat en afgørende rolle for omsætningen af fødevarer og blomster. Alene de 99 europæiske medlemstorve i WUWM beskæftiger 110.000, har en årlig omsætning på 307 mia. kr. og står for ca. 40 procent af den samlede omsætning af frugt og grønt i Europa.
- Som formand vil jeg arbejde for, at vi får implementeret den fælles standard for fødevaresikkerhed – udviklet sammen med EU's fødevaremyndigheder SANCO – som vi vedtog på verdenskongressen i København i 2008, og vi skal videre i vores arbejde med større grad af bæredygtighed, siger Torben Flinch.
Kræfterne samles i Danmark
Med Torben Flinch ved roret er det målet er at samle de danske grossister inden for kød, fisk, blomster og grønt.
- Vi vil også tiltrække store internationale grossister og grossister inden for nye produktområder som mejerispecialiteter, chokolade og delikatesser, som her kan få tilstrækkeligt markedspotentiale til at etablere sig i Nordeuropa. For Copenhagen Markets i Høje Taastrup Transportcenter bliver det naturlige centrum for at servicere hele Østdanmark og Sydsverige med et samlet markedspotentiale på 20 mia. kr., siger Torben Flinch, som siden 2004 har været en del af bestyrelsen i WUWM, heraf de seneste to år som næstformand.