Hver tredje dansker indrømmer at smide affald i naturen
Ny undersøgelse fra Hold Danmark Rent viser, at hver tredje dansker smider affald i naturen, selvom man godt ved, det er forkert.
Det flyder overalt, affaldet, og det er ikke noget kønt syn. Det kan ni ud af ti danskere sagtens blive enige om. Til gengæld kniber det med at leve op til de gode intentioner, for mere end hver tredje dansker, eller 37 pct., indrømmer ifølge Hold Danmark Rents nye undersøgelse, at de fra tid til anden smider affald i naturen.
En del af forklaringen på danskernes dårlige skralde-adfærd hænger muligvis sammen med manglende viden. Mange svarer nemlig, at de synes, det er i orden at smide ispinde, tyggegummi og cigaretskod fra sig.
- Måske fordi, de ikke er klar over, at ispinde er overfladebehandlede, og derfor er cirka 10 år om at blive nedbrudt i naturen, mens tyggegummi og cigaretskod ligger i op til 5 år. Vel at mærke, hvis de ligger i jord. I byen koster det i stedet en masse penge for kommunen at fjerne det, siger Anne Holm Hansen, direktør i Hold Danmark Rent.
Tulip tager ansvar
Danskernes lemfældige affaldshåndtering har også fået erhvervslivet til at indse, at der må gøres noget. Sammen med en række andre store danske virksomheder går fødevareproducenten Tulip nu også til kamp mod affald i rabatten langs vejene. De er partner i kampagnen Rene veje Nu, som gennemføres af organisationen Hold Danmark Rent
- Det er bestemt ikke i vores interesse, at eksempelvis pølsebakker eller pomfritæsker med vores navn og logo ligger og flyder i naturen, siger kommunikationsansvarlig i Tulip, Rune Jungberg Pedersen.
I kampagneperioden sættes der derfor ekstra fokus på at holde Tulips butikker pæne og sikre, at skraldespandene ikke bliver overfyldt, ligesom store plakater og bordryttere i butikkerne gør kunderne opmærksomme på, at de ikke skal smide affaldet fra sig i vejkanten, når de f.eks. forlader en af fastfoodkæden Tulip TimeOuts butikker.
Han slår dog fast, at kampagnen langt fra kun handler om løftede pegefingre.
- Det gælder ganske enkelt om at få folk til at blive opmærksomme på de uheldige konsekvenser, affaldet har for naturen, siger han.
Tag billeder af affald
For at sætte maksimal fokus på affaldsproblemet har Hold Danmark Rent sammen med sponsorerne valgt at appellere til befolkningens konkurrencegen. Man håber, at folk vil bruge noget af deres efterårsferie på at gå ud i naturen og tage nogle billeder af det affald, som ligger der. Og ifølge folkene bag kampagnen er det ikke, fordi der mangler motiver.
- Vi ser tit skod, dåser og madpapir ligge og flyde. Men hvad med et instrument, et par sko eller et fjernsyn? Det er de særeste ting, der nogle gange ender som affald på gaden eller i naturen. Vi opfordrer derfor både børn og voksne til at have kameraet med sig rundt i efterårsnaturen og tage et billede, hvis de ser noget mærkeligt affald. Forhåbentlig vil denne fotokonkurrence få folk til at se på problemet med nye øjne, siger Anne Holm Hansen.
LÆS MERE: holddanmarkrent.dk