Karaterødderne er det helt store hit

22. okt 2010 kl. 14:52 af Jacob Langkilde Nielsen

Det er en kæmpesucces at sælge frugt og grønt forklædt som slik til de små forbrugere. 2,5 millioner bakker og bægre er det blevet til på det første år.

For et år siden lancerede Coop i samarbejde med tegneren Anders Morgenthaler det nye børneunivers Frugtfjolserne. Med sjove figurer og navne som Det Tørre Tæskehold, Æbleartisterne og Karaterødder er druer, bær og tørret frugt pludselig blevet børnefavoritter.

Coop har anvendt nogle af de samme markedsføringsmetoder, som kendes fra slik. Og det virker, efter det første år er der blevet langet over 2,5 millioner bakker og bægre med frugt og grønt op på kassebåndet.

- Erfaringerne viser, at det er muligt at sælge meget mere frugt og grønt til børn, og dermed være med til at give dem en sundere livsstil, hvis man går nye veje, siger kategorigruppechef Povl-Erik Andersen, Coop.

I anledningen af 1 års jubilæet gøres en ekstra indsats for Frugtfjolserne med premiere på en ny kort film, som vises i grøntafdelingerne i en række butikker.

redigeret pressemeddelelse

Seneste nyt