Miljøordførere taler ud om drikkevand
22. okt 2010
Alle er enige om, at det rene danske drikkevand er en værdifuld ressource, der skal bevares. Læs her, hvordan folketingets miljøordførere mener, det skal ske.
Socialdemokraternes politik er det rene glas vand
Af: Miljøordfører Mette Gjerskov (S)
Når danskerne tapper et dejligt køligt glas vand, skal det være i den sikre vished om, at der ikke er andet i glasset end vand. Sådan er det desværre ikke i dag.
Senest er det kommet frem, at en fjerdedel af vores vandboringer indeholder giftrester. Og kurven er ikke til at tage fejl af – den går desværre den helt forkerte vej – en stigning på 63 % siden 2000.
Lad mig sige det ganske klart, vi vil ikke accepter giftrester i vores drikkevand. Det krav står hugget i sten, og det er jeg sikker på, at dansk landbrug er enig i.
Hvert tiende drengebarn, der fødes i dag, har misdannede kønsorganer og pigerne går i tidlig pubertet. Vi ved, at det har sammenhæng med den cocktail af kemi vi danskere udsættes for i hverdagen. Derfor skal alarmklokkerne ringe, og derfor kan vi ikke acceptere giftrester i noget så grundlæggende som drikkevand.
Derfor undrer det mig, at der ikke sker noget. Behandlingshyppigheden ligger stadig langt over selv regeringens målsætninger – også behandlingshyppigheden er steget siden 2000. Og som DN påpeger, er mange drikkevandsboringer forurenet med sprøjtegift som stadig anvendes i dag - herunder glyphosat også kendt som Round Up.
Landbruget er nødt til at tage det her problem meget mere alvorligt. Ellers mister danskerne tilliden til deres drikkevand og ikke mindst til landbruget. Og problemet rækker ud over drikkevandet – selv om det er alvorligt nok i sig selv - det handler også om naturbeskyttelse, biodiversitet og fødevaresundhed.
Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre landbruget til aktiv handling nu. Udviklingen skal vendes. Giftresterne i drikkevand skal væk – Forbruget af sprøjtegift skal reduceres markant. Alle midler må tages i brug – det gælder individuelle kvoter, afgifter, randzoner og ikke mindst en meget større inddragelse af økologi, som en metode til at beskytte vores drikkevand og natur mod truslen fra sprøjtegift.
Vi kan og skal sikre, at vi og vores børnebørn fortsat kan drikke klart og rent vand direkte fra den danske undergrund - uden giftrester.
Vi passer på de truede arter – herunder landmændene
Af: Miljøordfører Tage Leegaard (K)
Vi Konservative er på mange områder enige med Danmarks Naturfredningsforening: Vi går ind for økologi, vi er imod rester af pesticider i drikkevandet – og vi beskytter truede arter, herunder de danske landmænd!
Ja, vi passer på det danske landbrug, så når DNs præsident Ella Maria Bisschop-Larsen mener, at hele det danske landbrug skal omlægges til økologi er det naturligvis helt urealistisk.
Men vi skal gøre noget for at passe bedre på naturen og drikkevandet. Derfor udvides sikkerhedszonen omkring drikkevandsboringer fra 10m til 25 m. Og i udspillet ”Grøn Vækst” lægger vi op til, at arealet med økologisk produktion kan hæves til det dobbelte inden år 2020. Det er dog en slat.
Samtidig er regeringen ved at lægge sidste hånd på pesticidafgifterne – vi vil nemlig ændre adfærdsmønstret i landbrugets pesticidforbrug, men vi gør det på en afbalanceret måde, så vi både fastholder et levedygtigt landbrug og samtidig får nedsat forbruget af pesticider. Det skal naturligvis følges af forskning i mere og mere skånsomme midler, og gerne forskning i afgrøder, der ikke skal sprøjtes.
Jeg synes ærlig talt, at DN skal huske, at der i Danmark er 150.000 mennesker beskæftiget med produktion af fødevarer. Fødevarer mange millioner mennesker ikke kan leve uden. Så det er nødvendigt med en fortsat stor fødevareproduktion, og derfor vil Danmark også fremover være et land med en intensiv produktion – som samtidig bliver grønnere og grønnere.
Vi skal selvfølgelig også spise sundere, og netop derfor er regeringen ved at lægge sidste hånd på en fedtafgift. Men hvis ikke vi afbalancerer vores politik over for landbruget, så flytter produktionen ud af landet – hvilket ikke nødvendigvis gør den grøn - og Danmark ender som et frilandsmuseum.
Hvad angår naturpleje så er jeg meget optaget af, at der skal gives midler til ”Naturpleje som driftsgren”, for giver vi et økonomisk incitament vil landbruget interessere sig for at passe og genoprette naturen, og så er jeg enig i, at der godt kan gives tilskud til ekstensive jorder, hvis ellers de plejes hensigtsmæssigt.
I Det konservative Folkeparti er vi nemlig både optaget af et godt miljø – og et levedygtigt landbrug.
100 procent økologi
Af: Per Clausen (Ø)
Jeg er fuldstændig enig med Danmarks Naturfredningsforening i, at vi skal have omlagt dansk landbrug til 100 procent økologi. En sådan omlægning kan skabe forudsætningerne for et dansk landbrug, der både økonomisk og miljømæssigt er bæredygtigt. Fødevareproduktionen skal baseres på en mindre, men langt mere kvalitetsorienteret produktion. I stedet for at gå efter at maksimere, de mængder, der bliver produceret, skal vi gå efter at maksimere den værditilvækst, der er i de enkelte produkter
Vi er også enige med Danmarks Naturfredningsforening i, at det er en proces, som vil tage en årrække og kræver en omlægning af landbrugsstøtten, så den målrettes dette formål
De offentlige indkøb af fødevarer skal også omlægges, sådan de bliver en aktiv drivkraft i denne udvikling.
Jeg er enig i, at afgifter på pesticider og sprøjtefrie zoner er lapperier på en forkert udvikling, men Enhedslisten er alligevel gået sammen med resten af oppositionen om et forslag, som sikrer, at der skal være mulighed for at etablere sprøjtefrizoner på op til 300 meter omkring vandboringer. Kompensationen for de landmænd, der lider tab på grund af etableringen af disse zoner skal finansiers ved at lade forureneren betale. Det kunne eventuelt ske ved at bruge den del af provenuet fra en forhøjet pesticidafgift.
Vi holder fast i perspektivet om 100 procent økologi, men forsøger også hele tiden af opnå nye resultater til fordel for natur, miljø og muligheden for at fastholde en fødevareproduktion i landsområderne.
Rent drikkevand til fremtidige generationer
Af Johs Poulsen, miljøordfører (R)
Et koldt glas vand direkte fra hanen er ikke nogen selvfølge. Og udsigterne til et renere drikkevand i Danmark ser ikke lyse ud. Nye undersøgelser viser, at hver fjerde aktive drikkevandsboring indeholder pesticider – en stigning på 63 % siden 2000.
Radikale Venstre mener, at løsningen er at forbyde anvendelse af pesticider i sprøjtefri zoner omkring drikkevandboringer. Det er helt afgørende, at befolkningen skal have den nødvendige beskyttelse af drikkevandet. Zonerne skal etableres ud fra lokale geo- og hydrogeologiske forhold og skal indføres automatisk, så bliver det op til jordejeren at bevise, at det ikke er nødvendigt.
For at sikre drikkevandets fremtid er det afgørende, at økologisk landbrug bliver dominerende. Konkret skal den økologiske produktion tredobles inden for ganske få år, så 20 procent af landsbrugsarealet dyrkes økologisk i 2020. På længere sigt skal den altovervejende del af landbruget være økologisk, så det afløser den dominerende, forurenende og underskudsgivende landbrugsproduktion, som vi har i dag. Et økologisk landbrug vil være grundlaget for rent drikkevand for fremtidens generationer.
Endelig er vi også nødt til at have målsætninger for naturen i Danmark. Mangfoldigheden er på retur, og ensidigheden er ved at overtage. Kun 10 til 15 procent kan i dag betegnes som egentlige naturområder. Radikale Venstres målsætning er, at 30 procent af Danmarks areal i 2020 udgøres af eksempelvis enge, heder og moser. Det kan ske ved, at landbrugsproduktionen begrænses til de områder af Danmark, hvor det reelt kan betale sig at drive landbrug, og hvor jorden kan bære det. Hermed sikres ikke kun en smuk natur, stor mangfoldighed af dyr og planter, men også vores drikkevandsressourcer.
Flere Miljøordførere er på vej med deres bud på, hvordan det rene drikkevand bevares.
LÆS MERE: DN: Hungerkortet duer ikke
LÆS MERE: Landbruget arbejder for sikkert drikkevand (lf.dk)