I kløerne på kontant
(Foto: colourbox.com)
Kontantværten Kåre Quist havde rosende ord til svineproducent Søren Søndergaards svineproduktion. Over kaffen med slukkede mikrofoner.
Af Søren Søndergaard, svineproducent.
Redigeret af Felix Stark.
DOKUMENTATION: Læs hele indlægget her
Vi har torsdag d. 21/10 2010 valgt at invitere DR kontant indenfor for at vise dem vores stalde sammen med Dyrenes Beskyttelse. Besøget varede 4 timer og der var 2 kamerahold der filmede næsten uafbrudt.
På forhånd havde jeg haft 3 personer til at gå stalden igennem for at sikre mig at forholdene i stalden var i top. Det var en pressekonsulent fra Axelborg, min far, samt Lindhardt Nielsen, formand for svinebranchen i Danmark. De udtrykte samstemmende, at det så rigtig godt ud, og at det var en velpasset besætning. Herudover har vi indenfor de sidste 4 måneder haft uanmeldt velfærdskontrol fra Fødevarestyrelsen uden bemærkninger.
Ved DRs ankomst blev jeg udstyret med mikrofon og gjort opmærksom på, at alt hvad jeg sagde, ville blive optaget i løbet af dagen. Vi startede rundturen i foderladen, og det første spørgsmål kommer fra studieværten Kåre Quist. Han udtaler, at det jo minder om nordkoreanske tilstande, at de efter at have forsøgt at komme ind i 20 forskellige besætninger endelig bliver lukket ind hos os, mens landmanden bliver fulgt rundt af en presserådgiver samt formanden for branchen! Vi forklarede, at det var en service, vi leverede til dem, at de både havde en landmand og en politiker, de kunne stille spørgsmål til. Så straks vi kom indenfor stalddøren og kameraerne kørte, var stemningen altså pludselig vendt, så vi nærmest blev kritiseret for at have lukket dem ind. Det var temmelig ubehageligt. Kameraerne var tændt hele tiden, og alt lyd blev optaget.
I det første staldafsnit, løbeafdelingen, så vi søer i et løsgående system med en boks pr so samt L-stier med masser af halm. Der var generelt en opfattelse af, at det så godt ud, og søerne trivedes. Da kameraerne vender fokus mod os (Birgitte Dam, Lindhardt og jeg) er det pludselig et enormt dårligt staldsystem, og Birgitte Dam kritiserer mig voldsomt for at opstalde mine dyr på denne måde. Jeg forklarer kort, at det er det optimale system, da de dyr, der er lavest i hierarkiet kan gemme sig i boksen, og alle andre dyr kan bevæge sig frit rundt. Der er ca. 430 dyr opstaldet i denne afdeling - søer, gylte og polte. Birgitte Dam gik rundt og dikterede til kamerafolkene, hvad de skulle filme og ikke filme. Ud af de 430 dyr blev over halvdelen af tiden brugt på én so, der havde en hale, der havde været halebidt for ca. 2 år siden, da den voksede op i klimastaldene. I dag er alt helet op, halen er blot ikke ret lang. Straks blev kamerafolkene sat i gang med at filme denne ene so, og hun kritiserede, at vi havde meget dårlige opstaldningsforhold, der forårsagede massive halebidsproblemer.
Hver gang, hun havde afleveret sin sønderlemmende kritik, blev kameraet kørt over på mig, og jeg skulle forsvare mig.
I farestalden var det nøjagtigt det samme billede. Vi var i den sektion hvor søerne havde faret indenfor den seneste uge. Der var 44 søer, der alle havde faret. Ud af de 44 søer var der én so, der havde haft høj farefeber, siden hun farede 2 dage tidligere. Birgitte Dam gik en runde, fandt denne so og bad kamerafolkene om, at optagelserne i denne afdeling skulle foregå ud for denne sos faresti. Midt i hendes fortælling om, hvor forfærdeligt det var, at vi fikserede vores søer omkring faringen, og at det medførte apatiske søer, der lukkede sig inde i sig selv, vender hun sig og siger: ’Vi kan bare tage denne so for eksempel, den har ikke spist i dag, da den har mistet lysten, derfor er den tynd, strittende hårlag, har svært ved at komme op osv.’ Igen bliver kameraet drejet om på mig, og jeg skal straks forsvare mig. Jeg forklarer, at som de kan se skrevet på ryggen, er hun i behandling for farefeber, der var lagt en gummimåtte under hende, hendes smågrise havde fået en skål mælk som supplement, og der var taget hånd om hende med halm og andet strøelse. Jeg er meget spændt på, hvor meget der bliver klippet i sådan en sekvens, men det kan komme til at se temmelig dårligt ud, hvis ikke mine kommentarer kommer med.
I drægtighedsstalden vil Birgitte Dam først ikke udtale sig om forholdene. Men studieværten Kåre Quist kom til at udbryde: ’Hold kæft det ser da godt ud.’ Jeg spørger dyrlægen, hvorfor hun ikke vil udtale sig, og hun svarer: ’Jamen det ser faktisk rigtig godt ud, og her er der ingen problemer med dyrevelfærd.’ Jeg forsøger at få kamerafolkene til at filme de store dybstrøelseskummer, søerne ligger i, men det har ikke den store interesse.
Så det var meget op af bakke hele dagen. Det interessante var, at da mikrofonerne bliver slukket til slut og vi sidder og snakker om løst og fast over kaffe og kage, siger dyrlægen: ’Søren, det var ikke så rart at skulle udlevere dig på den måde, men det er jo det, der var min opgave i dag. Jeg skulle finde 5 fejl og kritisere dem. Det så generelt rigtig godt ud i dine stalde. Jeg vil sende dig en venlig tanke på tirsdag, når jeg ser programmet.’
Da jeg havde Kåre Quist på tomandshånd efter mikrofonerne var slukkede, sagde han: ’Jeg synes, de ser ud til at have det godt, og jeg ville aldrig have fundet noget at pege på. Og jeg synes nu også, at nogen af de ting dyrlægen nævnte, var som om vi snakkede om vores børn, der skulle flytte hjemmefra. Det er jo trods alt grise, vi taler om, som vi alle spiser hver dag.’
Især ved 2 lejligheder måtte Birgitte Dam overgive sig. Den ene gang sagde jeg til hende, at hun talte usandt (tror nok jeg sagde hun direkte løj). Hun påstod, at vi var en af de få besætninger, der brugte halm til vores søer. Hun stoppede og bad kamerafolkene om at tage sekvensen om, og så korrigerede hun det, jeg havde påtalt. I et andet tilfælde, sagde redaktøren af programmet pludselig, efter vi havde været igennem de fleste stalde, at de da helt havde glemt at få billeder at nogle halekuperede grise. ’I har slet ikke taget billeder af andet i dag’, måtte jeg jo så fortælle dem, ’men I lægger nok ikke mærke til det, fordi indgrebet er så lille, at man faktisk ikke ser det - er det ikke rigtigt Birgitte?’, sagde jeg, og det kunne hun ikke rigtigt svare igen på, så det grinede vi alle sammen lidt af.
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan klippene bliver brugt. Worst Case kan være meget slemt afhængig af, hvor meget der bliver klippet i det. Men hvis vi begge får taletid, tror jeg på det bliver en fornuftig debat om vore produktionsforhold - især med fokus på halekupering, fiksering i farestald, store kuld og dødelighed. Jeg bemærkede adskillige gange overfor både journalisten og studieværten, at vi forventede en saglig behandling, og hvis de kunne give os det, ville jeg gerne vise det hele frem. De sagde, at det ikke var mig der skulle hænges ud, men hele branchen de var efter.
Generelt har det været en temmelig rystende oplevelse at være vidne til en så fordrejet vinkel i forhold til det, vi så med øjnene. Alene det, at Birgitte Dam ankommer i samme bil som DR og efterfølgende udtaler, at det har været spændende at være med til at bygge historien op, er i mine øjne dybt kritisabelt.
I bagklogskabens lys er jeg stadig glad for at vi sagde ja til at de måtte komme. Uanset at vi oplevede, at vi deltog på ulige vilkår med Dyrenes Beskyttelse, og uanset, at jeg godt ved med sig selv, at vi har risikoen for at blive skuffede over historiens udfald, når den ruller over skærmen tirsdag aften, så tror jeg det er vigtigt at vi som svineproducenterne står frem og viser folk hvor godt vi gør det og hvor høj dyrevelfærden i danske svinestalde er.
Indslaget bringes tirsdag d. 26.oktober kl. 21.25 på DR1.
LÆS MERE
: Se, hvad Folketingets medieordførere mener om Kontants journalistiske metoder.
Læs også Dyrenes Beskyttelses pressemeddelelse om sagen