Mediernes magt

(Foto: colourbox.com)
26. okt 2010
Nogle af Folketingets medieordførere har en holdning til DR Kontants journalistiske metoder. Læs dem her.
Triste udsigter
Af Simon Emil Ammitzbøl, medieordfører (LA)
Hvis svineproducenten Søren Søndergaards beretning er sand, og DRs kontantredaktion dermed laver en historie om, hvor dårligt danske svinebønder behandler deres dyr, selvom der ikke er dokumentation for det, så synes jeg, det er ret trist. Det lugter langt væk af, at man allerede på forhånd har dømt svineproducenterne og bare ønsker at fortælle en sensationel historie.
Og det er ekstra trist, når man her har en landmand, en repræsentant fra det private erhvervsliv, som åbent inviterer journalisterne inden for, så de kan se alle forhold omkring produktionen, og så de samtidig uofficielt anerkender svineproducentens indsats, men angiveligt vælger at lave en helt anden vinkel til deres program. Det bliver i hvert fald spændende at se Kontant i aften. Hvis det bliver som Søren Søndergaard fortæller, harmonerer det i min optik dårligt med de public service forpligtelser, som DR har.
Det er ærgerligt, hvis Kåre Qvist i aften vælger at lave nævnte vinkel, for generelt har jeg god tiltro til DRs journalister, som i mange tilfælde har afsløret forhold, som fortjente at se dagens lys.
En sag for bestyrelsen
Af Ellen Trane Nørby, medieordfører (V)
Jeg har valgt at sende brevet fra Søren Søndergaard videre til DRs bestyrelse. Jeg tager selvfølgelig forbehold for usendelsen, men jeg opfatter Søren Søndergaard som en meget troværdig kilde, og hvis hans oplevelse har hold i virkeligheden, er det meget bekymrende. Det er dybt problematisk, hvis en public service station lader sin dækning styre af en interesseorganisation, som det ser ud til at være sket. Men nu vil jeg lade udsendelsen tale for sig selv, og så forventer jeg, at DRs bestyrelse også kigger med og tager stilling til, om journalistikken lever op til det, man kan forvente. DR's bestyrelse har ikke til opgave at forholde sig til specifikke programmer, men det her er langt mere og andet end en diskussion om et enkelt program. Det er et spørgsmål om etik, troværdighed, tillid til DR som publicservice station og DRs uafhængighed, og det er præcis en drøftelse, som hører hjemme i DRs bestyrelse.
Ellen Trane Nørby vil udbygge sin udtalelse, når programmet er sendt.
Flere medieordførere på vej.
Læs Søren Søndergaards debatindlæg her