Få svar om fødevarer

01. nov 2010 kl. 10:09 af Jacob Langkilde Nielsen

Fødevarestyrelsen.dk skal promoveres for en million kroner, for at få borgerne fra telefonerne til tasterne.

Over tusind opkald om ugen med spørgsmål fra borgerne om alt fra, hvordan man bedst opbevarer sit kødpålæg, til hvordan man får Rex med til Sverige. Det har været hverdagen for folkene i Fødevarestyrelsen, og det kan få selv den mest rolige receptionist til at stresse. Derfor lancerer Fødevarestyrelsen nu en kampagne, der skal få borgerne væk fra telefonerne og over på styrelsens hjemmeside.

- Vi har arbejdet en del med vores hjemmeside over det sidste halve år, blandt andet er der kommet en ordsky på forsiden, hvorfra man nemt kan navigere rundt. Men finder borgere og virksomheder ikke svar på vores hjemmeside, kan de stadig sende en mail eller ringe, for selvfølgelig tager vi stadigvæk telefonen, siger kommunikationschef Sidsel Addington.

Der bliver ofte spurgt til tre områder, når borgerne er i røret: Opbevaring af fødevarer, rejse med kæledyr og kosttilskud. Derfor fokuserer kampagnen på de områder med tre små film, som skal spilles på metroens fladskærme og i DRs OBS. Men på hjemmesiden kan man også finde svar på andre spørgsmål.

- De henvendelser, vi får ind fra vores brugere, anvender vi til hele tiden at udbygge og forbedre vores databaser med gode svar på svære spørgsmål, forklarer Sidsel Addington.

Fødevarestyrelsen har sat 500.000 kroner af over to omgang til kampagnen.

LÆS MERE: Kom med til premiere på kampagnen

Seneste nyt