Høegh: Danske landmænd skal gå forrest

18. nov 2010 kl. 11:07 af Felix Bekkersgaard Stark

Videncenter for dyrevelfærd skal skabe konkret viden, der kan klæde danske landmænd på til at skabe merværdi gennem bedre dyrevelfærd, sagde Henrik Høegh ved åbningskonferencen for det ny center.

Veterinærdirektør Jan Mousing fik ikke brug for hverken et gult eller et rødt kort, da Fødevareminister Henrik Høegh holdt en kortfattet åbningstale for Videncenter for Dyrevelfærd. Henrik Høegh holdt sig inden for taletiden, og glædede sig over, at der nu er skabt et center, der kan samle trådene i den samlede danske viden om dyrevelfærd og formidle den til forskere, landmænd og virksomheder.
- Det er helt nødvendigt, at der bliver skabt en fælles forståelse for, hvad god dyrevelfærd er, og det er det primære formål med centeret. Der skal skabes præcise, objektive kriterier, der skal findes dokumentation for den velfærd, der er i de danske stalde, og så skal det sikres, at der er klar dokumentation for de virkemidler, politikerne benytter sig af, siger Henrik Høegh.

Markedet er incitamentet
Fremfor alt mener ministeren, at centeret på sigt skal kunne give forbrugerne klar besked, om hvilken dyrevelfærd der følger med forskellige produkter.
- Vi har det allerede på æg, hvor man i dag kan få fire forskellige typer, og hvor man betaler for den velfærd, der følger med de forskellige produktionsformer. Tilsvarende kan man forestille sig for andre produktionsformer, og så kan centeret være med til at kvalificere de budskaber, producenterne sender med deres produkter, siger Henrik Høegh.
Dermed mener han også, at markedet skal være det incitament, der får landmænd og virksomheder til at øge velfærden i besætningerne.
- Jeg tror på, at den landmand, der kan omsætte viden om god dyrevelfærd til konkrete tiltag, også vil være i markedet om ti år. Mange andre lande har indhentet Danmark på nogle af de områder, hvor vi traditionelt har været langt fremme, og derfor tror jeg på, at dyrevelfærd, hvor vi allerede på langt de fleste områder er foran konkurrenterne, kan skabe en platform for salg af danske fødevarer, siger Henrik Høegh.

Seneste nyt