Katastrofehøst i Asien redder bundlinjen

19. nov 2010 kl. 14:48 af Felix Bekkersgaard Stark

Kartoffelmelcentralen, KMC, fik et rekordstort underskud i regnskabsåret 2009/2010. Men tørke, oversvømmelser og insektangreb i Asien giver bedre økonomi i år.

Årsregnskabet for 2009/10 er det dårligste i KMC's historie og betragtes som stærkt utilfredsstillende, oplyser KMC. Underskuddet lyder på 34,6 mio.kr.
- Det understreger, hvor svært det er at drive fødevarevirksomhed i dag under de forhold, som danske virksomheder har i den globale konkurrence, siger KMC's formand Martin Arvad.
Omsætningen i selskabet var ellers også historisk høj, men salgspriserne var til gengæld også historisk lave. Til gengæld oplyser selskabet, at høstproblemer i Asien på grund af tørke, oversvømmelser og insektangreb samt en dårlig høst i stort set hele verden, har givet markante prishop, som vil give et meget bedre økonomisk resultat i 2010/2011.
- KMC tror - trods forventelige turbulente markedsforhold - på fremtiden, og der er vedtaget et offensivt budget for det kommende år, hvor der er afsat ekstra midler til udvikling og nyansættelser inden for udvalgte områder. I modsætning til dele af den øvrige danske fødevareindustri, som presses til at flytte produktionen til udlandet, har KMC valgt at konsolidere sin position i Danmark. Det vil i øvrigt være svært for KMC at flytte til udlandet, da råvaregrundlaget findes her. Derfor bør det have høj prioritet at støtte de danske kartoffelavlere, som står midt i store udfordringer. Overlevelse på sigt afhænger af øget fokus på forædling og udvikling samt forbedrede rammebetingelser for erhvervet. Her er behovet for større politisk opbakning en forudsætning, konkluderer Martin Arvad.

Seneste nyt