Landmand erkender kritisable forhold
Den svineproducent ved Roskilde, der på mandag sandsynligvis får en hovedrolle i TV-prgrammet Operation X, erkender, at der i de seneste par år har været kritisable forhold i besætningen.
Fredag 12. november var et filmhold fra Operation X med to journalister og to kamerafolk på besøg hos svineproducent Arne Rasmussen. De medbragte de filmklip, som en tidligere ansat over en periode på tre uger i september i år har filmet med skjult kamera i stalden.
- Det var lidt af en skærsild at sidde i helt alene, siger Arne Rasmussen til LandbrugsAvisen.
Han erkender dog, at der igennem flere år har været kritisable forhold i besætningen.
- Jeg kan ikke løbe fra, at jeg har forsømt nogle vigtige opgaver i stalden. Det kommer ud alligevel, så det kunne jeg lige så godt melde ud med det samme, siger han.
Røde tal på bundlinjen
Arne Rasmussens siger til LandbrugsAvisen, at hans opmærksomhed i de seneste år har været stift rettet mod de røde tal på bundlinjen, kreditorerne og på at få det optimale ud af produktionen, som er UK-grise, som der er øgede velfærdsmæssige krav til.
- Jeg har kørt med underskud de seneste tre år. Alene i 2008 mistede jeg flere tusind kroner om dagen. Afregningsprisen falder, og kornprisen stiger. I den situation har vi prøvet at få det optimale ud af besætningen, men da vi så fik PCV2 i klimastalden, kunne vi se, at det var ved at løbe fra os. Men det har vi så også rettet op på, siger Arne Rasmussen.
PCV2 er en lungesygdom, og nu hvor problemerne med den er overstået, bliver smågrisene vaccineret mod den lige efter fravænning. Soantallet er skåret ned på bedriften, og det er slut med overbelægning i klimastalden. Medicineringen af dyrene har hele tiden fulgt dyrlægens anvisning. Besætningen har ikke anmærkninger for sit antibiotikaforbrug.
Operation X sendes mandag på TV2
Læs mere om landmanden på
LandbrugsAvisen.dk
Læs også:
DB: tag ud og kig på svin