Reform af EU´s landbrugsstøtte begejstrer ikke landbruget
EU: Reformudspil til landbrugsstøtten bliver ikke mødt med begejstring af landbruget, som mener, at forslaget går mod både EU´s men også erhvervets egne vækstplaner.
EU-kommisionen mødes i disse dage for at lægge sidste hånd på et forslag til en reform af landbrugsstøtten, som efter planen ventes at blive vedtaget indenfor to år og træde i kraft 2014. Forslaget lægger op til at præmiere de små og mindst effektive landbrug og samtidig hæve støtten til f.eks. landbrug i bjergområder. Derudover lægges der op til et øvre loft over støtten til de store og effektive landbrug, som derfor rammer de danske.
Men det er ikke særlig effektivt, mener erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.
- Hvis Europa som kontinent i fremtiden skal have en chance mod eksempelvis USA, Kina og Brasilien, er det afgørende, at vi yder støtten der, hvor den samlet set skaber mest vækst i landbrugs- og fødevareerhvervet, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack.
Støtten skal matche visionerne Han mener, at både EU´s egen væksstrategi for 2020 og Landbrug & Fødevarers egne fremtidsvisioner peger i den samme retning. Nemlig at stimulere de produktioner, som har den tilstrækkelige know how og teknologi til at vinde den globale konkurrence.
- Når vi nu har en landbrugsstøtte, bør vi også målrette den der, hvor den sikrer den mest effektive fødevareproduktion, flest arbejdspladser og stærk global konkurrenceevne. Men vi synes naturligvis, at der skal være en balance mellem hensynet til de landbrug, som har vanskelige betingelser og de højproduktive, eksportorienterede landbrug som eksempelvis det danske, siger formanden.
Bæredygtighed belønnes
Reformudspillet er også tænkt som et led i i EU´s 2020 klimamål og belønner desuden i højere grad end tidligere bæredygtighed, hensyn til klima og dyrevelfærd.
- På disse punkter er det danske fødevareerhverv også langt fremme, og det er selvfølgelig glædeligt, at der kommer fokus på det også i andre lande. Og jeg håber, at landbrugskommissæren og kommissionen ender med at strikke reformen sammen på en måde, så både Europa og klimaet samlet vinder på den, siger Michael Brockenhuus-Schack.