Friland vil have flere leverandører
Salget af økologiske grise går så godt for det økologiske slagteri Friland, at selskabet nu opfordrer flere svineproducenter til at springe på økovognen.
Det er ikke nemt for eksisterende konventionelle svineproducenter at lægge produktionen om til økologi. F.eks. er der behov for andre staldforhold for slagtesvinene, og den eksisterende farestald bliver overflødig, når søerne skal fare på friland. Fagligt skal man også tilegne sig nogle nye kompetencer.
- Men hvis man alligevel skal totalrenovere, eller man er nyuddannet svineavler, er der i øjeblikket igen kommet et fornuftigt tillæg på økologisk svinekød, som kan gøre det attraktivt at starte produktionen op, og etableringsomkostningerne er lavere for økologiske producenter end for konventionelle, siger konsulent i Videncentret for Landbrug, William S. Andersen.
Fald i England Tillægget for et kilo økologisk svinekød er kravlet op på 14 kr. fra et bundniveau på 9 kr. i tillæg pr. kilo lige omkring årsskiftet 2008/2009.
- Det lave niveau skyldes for hovedsagens vedkommende, at afsætningen på det engelske marked faldt dramatisk på det tidspunkt. Den slags udslag vil der sandsynligvis komme flere af, og det er selvfølgelig en risiko, man tager. Og for mange producenters vedkommende vil der også være forøget risiko forbundet med svingende priser på økologisk foder, siger William S. Andersen.
Men ifølge det økologiske slagteri Friland er afsætningen i dag fordelt på flere markeder end dengang, priserne faldt.
- Det er med til at skabe en mere stabil udvikling i afsætningen, og samtidig bliver produktionen også mindre sårbar, efterhånden som markederne vokser, siger kontorchef i Friland, Randi Kok.
Mere eksport i vente Slagteriet har netop fremlagt det økonomiske resultat for 2009/2010, hvor der blev udbetalt den hidtil højeste efterbetaling i selskabets historie.
- Den samlede udbetaling af tillæg var på 122,63 millioner kroner, og det er især svineproducenterne, som har kunnet glæde sig over en høj afregning, som især skyldes gode salgspriser på eksportmarkederne. Både i Europa og den øvrige Verden er der fortsat betydelig efterspørgsel efter svinekød, som er økologisk eller produceret med særlig høj dyrevelfærd, siger Randi Kok.
Eksportandelen for det økologiske svinekød udgjorde sidste år 73 pct. af selskabets omsætning, og Randi Kok forventer en stigning i slagtede øko-grise med 25 pct. allerede i 2011.
- Vi kan øge antallet af slagtninger fra 80.000 i 2010 til 100.000 i 2011. Forudsat altså, at der kommer nye producenter på banen.