Øko-æg styrker potensen

26. nov 2010 kl. 13:33 af Thomas Hovgaard

Potensproblemer: Sløve orner kan få gejsten tilbage, hvis de spiser økologiske æg. Det har økologisk æg –og svineproducent ved Brørup fundet ud af.

Selvom om man befinder sig i et sandt harem, kan man åbenbart miste lysten alligevel. I hvert fald hvis man er orne. Men det er der nu råd for, erfarer økologisk æg – og svineproducent ved Brørup.
Brian og Ingeborg Holm havde for et par år siden problemer med at få deres orner til at parre besætningens søer, og end ikke motion, sol, mudderbade eller yngre modeller kunne få ornerne i den rette stemning. Men så var det, at Ingeborg Holm kom i tanke om, at hun under sit sygeplejerskestudium havde lært, at æg indeholder et potensfremmende stof. Og derefter var der ikke langt fra tanke til handling
- Vi anskaffede et gasblus og en kæmpegryde, fyldte den med knækæg (æg med revner, red.), kogte dem, serverede dem til ornerne og ventede spændt på resultatet. Og allerede senere på dagen var der gang i den, siger Ingeborg Holm.
Hun fortæller, at ornerne, efter at have spist sig mætte i kogte æg, kunne klare op til seks søer på en dag. Og det er immervæk noget af en præstation. Men også for søerne har de kasserede æg vist sig at have en vis nytteværdi.
- Vi giver også søerne en ordentlig omgang æg, for proteinet stimulerer nemlig ægløsningen, siger Ingeborg Holm.
Endnu en god grund til at vælge økologi, siger Brian og Ingeborg Holm, som altid selv spiser økologiske æg og i øvrigt har syv børn.

Seneste nyt