Særlig anerkendelse fra lydbekæmpere

24. nov 2010 kl. 14:35 af Felix Bekkersgaard Stark

Engelske ’Noise Abatement Society’, der i mere end 50 år har bekæmpet støj i hverdagen har givet en særlig anerkendelse til det danske firma Container Centralen for at udvikle ’støjsvage returnerbare transportenheder.’

Der er mange ting at tage hensyn til, når fragtmænd skal levere varer. Blandt andet skal de helst ikke genere trafikken for meget ved at komme i myldretiden. På den anden side skal de heller ikke komme midt om natten og vække folk, når de triller rundt med raslende rullevogne, hvor hjulene skramler mod asfalt og brosten.
- I Holland, Frankrig, Belgien og Tyskland er der f.eks. krav om, at det maksimale støjniveau ved aften- og morgenleverancer ligger på højest 60 dB, og de fleste europæiske byer har indført adgangsbegrænsninger til byområder for at tage hensyn til blandt andet WHOs henstillinger om støjgener. Men hvis man leverer i transportenheder, som har den særlige hollandske Piek-certificering, der garanterer, at man holder sig indenfor støjgrænsen, kan man alligevel levere udenfor myldretiderne, siger adm. direktør i Container Centralen, Tonny Vangsgaard Gravesen.

I betragtning til ’lyd-Oscar’
Netop af den årsag har Container Centralen udviklet et udvalg af støjsvage transportenheder kaldet CC Low Noise. To af disse, CC Rolly og CC Dolly, er allerede blevet testet og Piek-certificeret i kategorien ’goods carts’.
- Container Centralen er det første firma i verden, der har fået certificeringen i denne kategori, og det er vi selvfølgelig meget stolte af, siger Tonny Vangsgaard Gravesen.
Men også det engelske ’Noise Abatement Society’, selskabet til bekæmpelse af støj, der i mere end 50 år har bekæmpet støj i den engelske hverdag, har givet en særlig anerkendelse til det danske firma.
- 9. november modtog vi en særlig anerkendelse for vores indsats, da selskabet uddelte deres såkaldte ’lyd-Oscar i kategorien ’teknologi’. Vi blev kun overgået af en meget støjsvag fejemaskine fra Tennant Green Machines, der løb med selve lyd-Oscaren, fortæller Tonny Vangsgaard Gravesen.

Seneste nyt