Solstrøm fortrænger vin

(Foto: Foto: Pole Energies 11/Nyhedsbladet Dansk Energi )
Franske landmænd fristes i disse dage til at droppe deres produktion af vin og andre produkter til fordel for ’solcellemarker’.
Solcelleparker vinder frem i Frankrig. Den tidligere miljøminister Jean-Louis Borloo har varslet, at produktionen af elektricitet fra solceller skal ganges med 400 fra 2007 til 2020. Det skal bl.a. ske ved, at der skal opføres mindst en solcellepark inden 2011 i alle 22 franske regioner, skriver Nyhedsbladet Dansk Energi.
Men en samlet kapacitet på 300 MW kommer til at lægge beslag på 15.000 hektar jord, og det frister mange økonomisk trængte landmænd, fordi nogle energiselskaber tilbyder en leje på op til 75.000 kr./år per hektar over 20 år for at opstille solceller. Derfor er antallet af landmænd, der deltager i kapløbet om at lægge jord til solenergi, stigende.
Blandt kreaturer og solsikker
Yvon Delarue, der er repræsentant for Landbrugsrådet i Sydfrankrig, hæfter sig ved, at Languedoc-Roussillon tilbyder gode muligheder for den slags partnerskaber. Solen skinner og landbruget, især vin- men også korn- og frugt/grønt-produktionen, er øko-nomisk skrøbeligt. Et væld af energiselskaber bejler derfor til landmændene, der også selv er opsøgende. Forskellige indkomstkilder er med god grund en velsignelse i krisetider.
De regionale landbrugsråd er vant til opsætning af solvarmepaneler på hustage, men spørgsmål om monstrøse indretninger på rad og række iblandt kreaturer, solsikke-marker og landsbyidyl, er mere prekære.
- Vi kan ikke beslutte os på en radikal måde, om vi er for eller imod brugen af landbrugsjord til solceller. Vi tager stilling fra sag til sag. Når en landmand siger, at han ikke kan overleve uden solceller på markerne, så er man nødt til at belægge sine ord og tænke sig om to gange, inden man tager en beslutning, siger Yvon Delarue til Dansk Energi.