Danskerne spiser jogurt og γιαούρτι
Danskerne har fået større smag for yoghurt fra især Polen, grækenland og Tyskland. Importen af yoghurt er nu så stor, at kartonerne ville nå fra Axelborg til London.
FoodCulture.dk har tidligere beskrevet, hvordan danskernes forbrug af yoghurt de seneste par år er eksploderet, nu viser det sig, at importen har fulgt trop. I 1999 var importen på 2.914 tons mod 13.613 i 2009. Mere end en firedobling på 10 år. Det svarer til, at hver femte skål yoghurt, danskerne spiser i dag, ikke er fra Danmark, og hvis man fyldte den på de kendte1 liters kartoner og stillede dem på række ville danskernes forbrug i 1999 kun kunne strække sig i fra København til Kolding. I 2009 ville kartonrækken kunne nå hele vejen til London.
Voldsom stigning De største strømme af yoghurt flyder fra Grækenland, Polen og Tyskland, som står for over 80 % af importmarkedet. Ifølge Lars Brødsgaard, kategorichef fra Arla Foods, er der flere årsager til den voldsomme stigning.
- Der er startet en trend med græsk yoghurt i madlavning, og samtidig er det blevet lettere at transportere friske varer over lange afstande, så det er blevet mere attraktivt at købe udenlandske produkter, fortæller Lars Brødsgaard.
Den mest markante fremgang på importmarkedet er Polen, som er gået fra 0 til 3.699 tons på seks år. Ifølge Lars Brødsgaard skyldes polsk yoghurts ilddåb i Danmark, at grænserne med et slag blev åbnet, da Polen i 2004 blev medlem af EU.
- Det er mere specifikke typer yoghurt, der typisk kommer fra Danones mejerier i Polen. Dog adskiller de sig fra eksempelvis græsk yoghurt, da man så at sige ikke skilter med, at den er produceret i Polen, siger Lars Brødsgaard.
Bær fra de varme lande Men det er ikke kun selv youghurten, der er importeret. Alle bær og frugter i danske frugtyoghurter er også importerede. I Arlas yoghurter kommer de fra så forskellige lande som Grækenland, Filippinerne og Serbien. Men selvom bærrene altså ikke er danske, mener Lars Brødsgaard dog stadig, at der er gode grunde til at tage den danske yoghurt i kølemontren.
- 90 % af yoghurten består af dansk mælk, og der er stor forskel på, om råmælken i yoghurten kommer fra Danmark eller andre lande. Vi har en lang tradition for ikke at tilsætte kunstige aromaer og farvestoffer, og det er unikt for dansk yoghurt, fortæller Lars Brødsgaard.
DOKUMENTATION: Se på Arlas hjemmeside, hvor de henter bærrene fra (PDF)Han pointerer, at det i øjeblikket er umuligt at få danske bær og frugter, der er bearbejdet til brug i yoghurt, og at der derfor ikke er dansk frugt i dansk yoghurt fra danske mejerier.
Skulle du have lyst til at kokkerere med yoghurt, dansk eller udenlandsk, kan du finder opskrifter med yoghurt på
voresmad.dk.