Kontrol bliver billigere - før tid

14. dec 2010 kl. 11:56 af Felix Bekkersgaard Stark

Ifølge aftalen om Grøn Vækst 2.0 skulle Plantedirektoratets kontroller gøres billigere og mere valgfri for fødevareerhvervet før 2014. På nogen punkter bliver det billigere allerede i 2011.

Hovedparten af Plantedirektoratetets kontroller af fødevareerhvervet er gebyrfinansierede, og med aftalen om Grøn Vækst 2.0 blev det besluttet at gennemgå direktoratets kontroller og gennemføre en analyse af effek-tiviseringsmulighederne på kontrollerne. Denne analysen er nu gennemført, og der er udarbejdet en handlingsplan med en lang række effektiviseringer, som Plantedirektoratet vil gennemføre i perioden 2011-2014.
Handlingsplanen vil bl.a. betyde, at erhvervets gebyrbetaling for kontrolydelser allerede i 2011 vil blive væsentligt reduceret. Derudover vil en større del af direktoratets kontrolopgaver fremover blive omlagt og udbudt i fri konkurrence, så virksomhederne frit kan vælge, hvor de vil have opgaven løst. Med handlingsplanen fremrykkes desuden det tidligere opstillet mål om 25 pct. besparelser på foderstofskontrollen, så målet opfyldes allerede i 2012 i stedet for 2014.

Frit valg og færre obligatoriske ydelser
Udover de planlagte besparelser, er det planen, at erhvervet i større omgang skal kunne vælge frit, hvor de vil have kontrolopgaven løst. Derfor overvejer Plantedirektoratet løbende hvilke opgaver, som med fordel kan omlægges eller udliciteres, så virksomheden fremover kan vælge at få løst opgaven hos en anden kontrolvirksomhed og til en eventuel billigere pris. Samlet set vil Plantedirektoratet frem til 2014 udlicitere ydelser, der hidtil har medført gebyrudgifter for landbruget på 11 mio. kr.

 

Redigeret pressemeddelelse

Læs mere her.

Seneste nyt