Madpakker uden rester
De danske madpakker indeholder sjældent rester fra aftensmaden dagen forinden. Forbrugerekspert opfordrer danskerne til at blive bedre til at genanvende maden
De fleste kender følelsen af at stå op og finde cornflakes, havregryn, smør og ost frem til morgenmad. Når det er overstået, er næste punkt i mange tilfælde at smøre madpakker. Men hvad putter du på? Har du gemt resterne fra aftensmaden dagen forinden, som du nu genanvender på madpakken?
Svaret fra over halvdelen af de danske husstande, hvor der smøres madpakker, er nej. En undersøgelse foretaget for Landbrug & Fødevarer af Synovate viser, at 54 procent af de danske husstande sjældent eller aldrig genbruger rester fra aftensmaden.
- Sjældent betyder i denne sammenhæng, at resterne genanvendes sjældnere end hver tredje gang, de smører en madpakke, og her taler vi vel at mærke kun om de danske husstande, hvor man rent faktisk smører madpakke, siger forbrugerekspert Klaus Jørgensen, der er chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.
Stort potentiale
Samme undersøgelse viser, at det kun er 66 procent af de danske husstande, der rent faktisk smører madpakke en eller flere gange om ugen. Knap resten, 33 procent, har svaret, at de smører madpakke sjældnere end en gang om ugen, og dermed genanvender de selvsagt ikke rester i madpakken.
Hvis man herefter tager den første gruppe, dem der sjældent eller aldrig genanvender rester, og lægger dem sammen med sidstnævnte, dem der ikke smører madpakker, betyder det, at 69 procent af de danske husstande ikke genanvender aftensmaden i frokosten dagen derpå.
- Der er selvfølgelig nok en del af det, der bliver genanvendt som aftensmad, men der er ingen tvivl om, at der er et uudnyttet potentiale i resterne. Vi ved, at hver dansker spilder mellem 60 og 65 kg mad om året, hvilket svarer til over et kilo om ugen. Det er svært at sige, præcis hvor stor en del der kommer fra rester fra aftensmaden, men det er utvivlsomt en betydelig del, siger Klaus Jørgensen.
Sundt, lækkert og billigt
Ifølge Landbrug & Fødevarers ernæringsekspert Grethe Andersen er der stort set ingen begrænsninger for, hvad der kan genbruges. Almindelige rester som kød, fjerkræ, ris, pasta og grøntsager er i høj grad velegnede til såvel de voksnes som børnenes madpakker.
- Man får mere variation i madpakken, når man bruger resterne. Ris eller pasta kan for eksempel bruges i en salat med grøntsager og kød, æg eller fisk og hele stykker kød af kylling og diverse stege kan skæres i skiver og bruges sammen med grøntsager i fuldkornsboller eller pitabrød. Desuden kan man bruge små stykker af kød fra kylling og and, som eventuelt kan fyldes i rispapirruller, hvis man vil, siger Grethe Andersen.
Hun understreger, at det også er en fordel for økonomien, hvis man genbruger resterne.
- Det giver helt selvfølgeligt en meget bedre økonomi, når man ikke smider madvarer ud. Og hvis man oven i købet laver nogle retter, som bagefter er gode at genanvende i madpakken og husker, at få det på køl snarest muligt, giver det endnu bedre mening. Og så er det oven i købet ofte sundere og mere fedtfattigt end meget af det pålæg, man køber sig til.
Læs mere på
voresmad.dk