Slanker mælk også på lang sigt?

(Foto: colourbox.com)
17. dec 2010 kl. 12:09 af Thomas Hovgaard

Forskere ved KU Life vil med et nyt forskningsprojekt forsøge at finde svar på, om der er en langtidsholdbar slankende effekt ved magre mælkeprodukter.

Hvis man tror, at den slanke linie findes i ostekager og flødesauce, kan man godt tro om igen. Men der er allerede forskning, som indikerer en slankende effekt ved magre mejeriprodukter. En effekt, der bl.a. kommer af mælkens indhold af calcium.
- Vi ved fra tidligere forsøg, at magre mejeriprodukter på kort sigt kan have en positiv effekt på energi balancen. Den calcium, der er i mælken, gør, at vi udskiller mere fedt via vores afføring, end det har vist sig ved diæter uden mejeriprodukter, siger forsker ved KU LIFE, Human Ernæring, Janne Lorenzen.
Men man mangler stadig at få svar på, om det også virker på lang sigt. Derfor søger instituttet nu efter 80 overvægtige forsøgspersoner, som er parate til at indgå i et vægttabsforsøg, der strækker sig over seks måneder.
- Vi har halvdelen af forsøgspersonerne, og projektet er allerede i fuld gang med diætister og forsøgspersoner, fortæller Janne Lorenzen.
Forskerne er spændte på at finde ud af, om de samme effekter også kan måles på lang sigt. Og de arbejder desuden med en række hypoteser, som de gennem forsøget regner med at finde svar på.
- Vi vil samtidig også undersøge, om de magre mejeriprodukter har en effekt på forbrændingen og måske endda kan være med til at regulere appetitten, siger hun.
Forskningsprojektet forventes afsluttet i slutningen af 2011.

Seneste nyt