Europæerne lever længere

22. dec 2010 kl. 10:29 af Christian Erin-Madsen

Europæere lever i gennemsnit seks år længere end de gjorde i 1980. Danmark ligger dog langt nede på listen. Mest på grund af rygning.

6 års længere levetid i gennemsnit. Det er virkeligheden i 31 europæiske lande, hvis man ser på udviklingen indenfor gennemsnitlig levetid siden 1980. Dermed bliver europæerne gennemsnitligt 78 år, hvoraf kvinderne rundt de 80 år, mens mændene stadig halter bagud med en levetid på lidt over 74 år. Tallene står at læse i rapporten Health at a Glance: Europe 2010 udarbejdet af OECD i samarbejde med Europakommisionen, der netop er udkommet i december. Blandt de afgørende forklaringer nævner rapporten forbedrede livs- og arbejdsforhold, samt at sundhedssektoren vokser i omfang og kompleksitet. Desuden er alkoholforbruget faldet på grund af skatter og begrænsninger i salg og reklamer.

- Vi har set en stigende velstand, der har medført, at folk generelt har fået flere penge mellem hænderne, som de også bruger til at forbedre deres levevilkår, påpeger Susanne Kofoed, chefkonsulent for Forskning & Fødevarer hos Landbrug & Fødevarer.

Danmark nummer 21
Udover de 27 EU-lande medvirker Island, Norge, Schweiz og Tyrkiet i undersøgelsen, som også viser, at Frankrig er det land, hvor kvinderne bliver ældst, knap 84 år og seks måneder i snit, mens Sverige er det land, hvor mændene bliver ældst, knap 79 år. I den anden ende finder vi Rumænien, hvor kvinderne kun bliver lidt over 76 år i snit, mens litauiske mænd ikke bliver ældre end 65 år. Dermed er spændet på godt otte års forskel hos kvinderne og hele 14 år hos mændene.

Danmark ligger på en behersket 21. plads med en levealder for mænd på lidt over 80 år for kvinder og 76 år for mænd. Det er kun marginalt højere end Tjekkiet og Polen, og Ifølge Susanne Kofoed er rygning den væsentligste årsag til den dårlige placering.

- I Sverige har de formået at skære ned på rygningen. Det er en bærende grund til, at de ligger så højt på listen (nummer 6, red.). I Danmark har vi til sammenligning ikke præsteret at skære ned på den uvane, og sammenligner vi med andre faktorer som fysisk inaktivitet, alkohol og usunde madvaner, som alle spiller en rolle i forhold til, hvordan vi har det, er de alle langt mindre afgørende i det store billede sammenlignet med cigaretterne, siger hun og påpeger, at det handler om at åbne muligheder for det sunde valg.

- Der er god grund til at være opmærksom på alle KRAM-faktorererne: Kost, rygning, alkohol og motion, og vi skal være meget bedre til at give forbrugerne mulighed for at vælge sundt. Det gælder om at sætte nogle fornuftige rammer op, som både forbrugere og virksomheder kan bruge. Et godt eksempel er Nøglehulsmærket, som giver forbrugerne mulighed for hurtigt at træffe et sundere valg af fødevarer, siger Susanne Kofoed.

Regeringen nedsatte i 2007 en Forebyggelseskommision, der skulle give forslag til, hvordan man kunne forlænge danskernes middellevetid med tre år i løbet af ti år. Læs Forebyggelseskommissionens rapport her.

Seneste nyt