Rene fødder giver mere mælk

20. dec 2010 kl. 12:16 af Miriam Lykke Schultz

Et fodbad to gange om dagen øger ikke bare køernes velbefindende, men også deres appetit og mælkeproduktion

Mellem 20 og 30 procent af alle danske malkekøer er ramt af den alvorlige smitsomme klovlidelse digital dermatitis. Klovlidelsen, som giver nedsat dyrevelfærd. Køerne er sværere at få drægtige, de æder mindre og producerer min-dre mælk. Desuden kræver køerne med digital dermatitis ekstra pleje og medfører ekstra omkostninger til behand-ling i form af antibiotika eller forbindinger. De samlede omkostninger i forbindelse med digital dermatitis er typisk over 100.000 kr. årligt i en gennemsnitlig dansk malkekvægsbesætning. Men det kan alt sammen afhjælpes ved at give køerne et fodbad to gange dagligt. Et forskningsprojekt ved Institut for Husdyrbiologi og –sundhed på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet har vist gode resultater med en metode, hvor klovene på køerne vaskes, typisk umiddelbart efter køerne er blevet malket.
- Vi har udviklet en ny, automatisk klovvaskemaskine, der giver 41 procent større sandsynlighed for, at koen bliver helbredt for digital dermatitis, forklarer seniorforsker Peter T. Thomsen, som sammen med Dansk Kvæg, Aqua-Cleaner, DeLaval og Kvægbrugets Forsøgscenter har arbejdet med projektet siden 2007.

Walk in fodbad
Peter T. Thomsen forklarer, at det positive resultat med reduktion af digital dermatitis stammer fra en afprøvning i 8 kvægbesætninger med forskellige malkesystemer over et halvt år. Vaskesystemet består af en boks, hvor køerne går igennem og får spulet deres klove via fire dyser.
- Det særlige ved systemet er, at det gør det muligt at lade køerne passere hurtigt igennem. Der er således kun minimale forstyrrelser af kotrafikken, og det er et vigtigt forhold for dagligdagen i stalden både for køerne og dem, som passer dyrene, fortæller Peter T. Thomsen.
Når dyrene går gennem systemet, renses klovene med rent vand samt en lille mængde sæbe. Desuden skal land-manden ikke forholde sig ret meget til systemet, når først det er installeret.
- Klovvaskeren er praktisk taget vedligeholdelsesfri. Forbruget af vand er lavt, da der kun anvendes omkring to liter vand pr. ko, og strømforbruget er ligeledes lavt, fremhæver Peter T. Thomsen.

70 procent mindre sygdom
En af de kvægbesætninger der er blevet testet, er mælkeproducent Christian Nielsen, der har en besætning på 220 malkekøer. Hans køer har igennem det sidste halve år fået vasket klovene en gang om dagen i forbindelse med malkningen, og det har hjulpet.
- Før vaskede vi dem højest en gang om ugen, men nu, hvor de bliver vasket dagligt, har vi lettere ved at holde det nede. Det har ikke fjernet klovlidelserne helt, men vi har reduceret digital dermatitis med 70 procent, og samtidig giver køerne væsentlig mere mælk, så man må sige, det kan betale sig, siger Christian Nielsen.

Seneste nyt