Er vores fødevarer sikre nok?

30. dec 2010 kl. 12:28 af Felix Bekkersgaard Stark

19. november var DTU Fødevareinstituttet vært for et seminar om fødevaresikkerhed nationalt og globalt, hvor bl.a. direktøren for det uafhængige amerikanske Center for forskning og forebyggelse af Fødevarebårne sygdomme Barbara Kowalcyk holdt oplæg.

Ved seminaret "Er vores fødevarer sikre nok?", som DTU Fødevareinstituttet afholdt 19 november i år, præsenterede oplægsholderne nationale og internationale tendenser på fødevaresikkerhedsområdet. Hovedtaleren var den nylige prismodtager af Lennon Ono prisen, Barbara Kowalcyk, direktør for fødevaresikkerhed ved det uafhængige Center for forskning og forebyggelse af Fødevarebårne sygdomme, Pennsylvania, USA. I sit indlæg fokuserede hun på betydningen af samarbejdet mellem interessentgrupper, specielt NGO'er med fokus på forbrugere.

Se video med Barbara Kowalcyks indlæg.

Ny vision for fødevaresikkerhed
Også professor i bioetik Peter Sandøe holdt oplæg på semninaret. Han talte i sit indlæg om forbrugernes ambivalente holdninger, når det kommer til afvejninger af pris og sikkerhed. Undersøgelser udført i hans forskningsgruppe viser, at forbrugerne opfatter og omgås risiko anderledes, end eksperterne forventer. Han oplystem, at forbrugerne ikke tænker meget på sikkerhed, når de køber ind, men derimod på hvad de selv kan gøre med køkkenhygiejne, når de tilbereder fødevaren.
Endelig gik også DTUs egen vicedirektør, Jørgen Schlundt, på podiet og talte om baggrunden for en ny vision for fødevaresikkerhed, som primært tager udgangspunkt i danske erfaringer fra salmonellabekæmpelsen, hvor antallet af humane salmonellainfektioner forårsaget af danske kyllinger er faldet til et niveau svarende til under to procent af niveauet før 2003.
- Det er vigtig hele tiden at udvikle nye og bedre metoder til at diagnosticere og forbinde tilfælde af fødevarebårne infektioner samt at måle effekter af tiltag og udveksle erfaringer landene i mellem. Samtidig er det vigtigt at blive ved med at sætte mål og forvente kontinuerlige forbedringer samt at inddrage industrien i arbejdet for at øge fødevaresikkerheden til gavn for forbrugerne, sagde Jørgen Schlundt på seminaret.

 

Redigeret pressemeddelelse
 

Se Peter Sandøes og Jørgen Schlundts præsentationer på Optagelser fra seminaret: Er vores fødevarer sikre nok?




 

Seneste nyt