Amerikanerne får ernæringsmærke på kød

06. jan 2011 kl. 12:45 af Felix B. Stark

Fedmeepidemien i USA skal stoppes, og en af vejene til mindre overvægt er bedre forbrugerinformation. Derfor skal kød nu også ernæringsmærkes.

Den amerikanske instutition Food Safety and Inspection Service (FSIS) har netop offentliggjort en ny retningslinie om mærkning af ernæring på ferske, hakkede og skårne kødvarer, som betyder, at kødprodukter fra både svinekød, oksekød, lammekød og fjerkræ skal have samme ernæringsoplysninger, som der er på alle andre fødevarer.
- Mærkningen skal vise kalorier, indholdet og typerne af fedt, kolesterol, sodium, proteiner og vitaminer, og så kommer der nu krav til, hvordan oplysningerne om fedtprocenter i kødet må præsenteres, så mærker som ’low fat’ og ’75 procent lean meat’ skal leve op til helt bestemte reguleringer, før de må optræde på pakken, siger statskonsulent for fødevarer i USA, Steen Steensen.
De nye retningslinier er indført med det formål at give forbrugeren mulighed for at købe sundt ved at give information, der er overskuelig og forståelig.
- Det er en del af regeringens strategi om at uddanne amerikanerne i ernæring og sundere spisevaner, og det er blevet positivt modtaget hos både forbrugerne og i handelen. Kongresmedlem Rosa DeLauro har f.eks. sagt “Our country is facing an obesity epidemic, and if we are to make any progress against this problem, it is critical that consumers have access to nutrition information about the foods they buy.”, fortæller statskonsulenten.

Seneste nyt