Europas børn bliver federe og federe

05. jan 2011 kl. 12:13 af Christian Erin-Madsen

Overvægt og fedme blandt børn er et stigende problem i EU. Norderupæiske børn er dog lidt slankere end sydeuropæiske, og danske børn er de sjettemindst fede i Europa.

Hvert femte barn blandt de 11-15-årige i EU er overvægtige eller lider af fedme, viser rapporten Health at a Glance, der er udarbejdet af OECD i samarbejde med Europakommisionen. Intet tyder på, at udviklingen vender foreløbig. Snarere tværtimod.
- USA har den højeste forekomst af overvægt og fedme, men man kan se, at andre lande følger samme mønster. De er bare nogle år efter. Så længe vi ikke kan se, at kurven knækker, har vi et problem på grund af de alvorlige konsekvenser for folkesundheden, siger Jeppe Matthiessen, kost- og motionsforsker på DTU Fødevareinstituttet.

Danmark også ramt
Fordelt over de 27 EU-lande plus Schweiz, Norge og Island lider gennemsnitligt hvert syvende barn af overvægt eller fedme. For sydeuropæiske lande som Grækenland, Portugal og Italien er det knapt hvert femte barn, mens Malta er bemærkelsesværdig højdespringer: Her har knap hvert tredje barn for meget sul på kroppen. Danmark ligger som nr. 25 ud af de 30 undersøgte lande i den bedste ende af listen, da det ”kun” er hvert tiende barn i Danmark, der er overvægtigt. Alligevel mener Jeppe Matthiessen, at også det tal er for højt.
- I dag er det normen at være overvægtig som voksen, og man ved, at jo længere overvægt bibeholdes i ungdommen, jo større er risikoen for at tage det med sig ind i voksenlivet. Vi kan desuden se, at de overvægtige unge er mere overvægtige, end de var tidligere. Derfor kan det give anledning til bekymring, siger han.

Nordeuropa er slankere
Rapporten viser, at de unge typisk er mindre overvægtige i Nordeuropa sammenlignet med Sydeuropa, og det er ikke overraskende.
- Folk er generelt lavere i Sydeuropa. Så hvis man tager et kilo på, stiger BMI forholdsmæssigt mere. For det andet kan man forestille sig, at sydeuropæiske børn og unge har en mere stillesiddende livsstil på grund af det varmere klima, og så er det muligt, at sydeuropæere er mere disponerede for at tage på, siger Jeppe Matthiesen.
Ifølge Jeppe Matthiessen er der desuden meget fokus på sundhed i de nordlige lande, herunder ikke mindst Danmark.
- Der er en bevidsthed om de her ting herhjemme. Folk ved at der skal mere til end at stoppe med sodavand og slik, og der er en stor sundhedsbevidsthed blandt mange forældre, og i Danmark har vi blandt andet mulighed for at benytte cykelstier, som indebærer en aktiv form for transport. Det er der få lande i Europa der har. På den måde er det muligt at få noget dagligdagsaktivitet ind.

Det skal være sjovt
Hos Landbrug & Fødevarer mener chefkonsulent Susanne Kofoed, at det også handler om at gøre frugt tilgængeligt og om at gøre det sjovt at bevæge sig.
- Børn er mest aktive, når de er yngre. Derfor handler det om at gøre det sjovt at bevæge sig, når man er fyldt 15. Desuden ved vi, at danske børn som oftest spiser frugt, når de er yngre, og derfor er det afgørende at gøre frugt og grønt tilgængeligt. Også når de ikke er hjemme og måske i stedet opholder sig i sportshaller, og det har kampagnen 6omdagen blandt andet været med til at sætte fokus på, siger Susanne Kofoed.

Læs mere om 6omdagen.

Se hele rapporten ”health at a glance” hvor det blandt andet står, at antallet af overvægtige voksne i EU er fordoblet over de sidste tyve år.

Seneste nyt