Grisk og illegal tysk slagterisektor

05. jan 2011 kl. 13:49 af Felix B. Stark

Landsretten i Nordrhein-Westfalen har afsagt dom i en omfattende sag mod en tjenesteydelsesvirksomhed indenfor slagterisektoren. Dommen lyder på fem et halvt års fængsel.

Den tyske slagterisektor benytter sig i omfattende grad af arbejdere fra Østeuropa, og i visse tilfælde er der tale om grov udnyttelse af de østeuropæiske arbejdere, viser en dom afsagt af landsretten i Nordrhein-Westfalen.
- Den anklagede, som er en ejeren af en unavngiven tjenesteydelsesvirksomhed indenfor slagterisektoren, fik en dom på fem et halvt års fængsel, og dommeren udtalte i forbindelse med domsafsigelsen, at ”processen havde givet indblik i arbejdet i den tyske slagterisektor. Omfanget af illegale aktiviteter og den selvfølgelighed hvormed de gennemføres er forfærdelig”, fortæller statskonsulent i Tyskland Poul Ottosen.
Den anklagede havde oprettet 50 virksomheder med i alt op til 1000 ansatte, der blev formidlet til beskæftigelse på tyske slagterier. De fleste af de ansatte var fra Østeuropa herunder især Rumænien. Mange af de ansatte udgav sig for at være selvstændige, så man undgik at betale socialbidrag og indkomstskat.

Raubkapitalismus
Slagteriarbejdernes fagforening håber på, at sagen kan få de slagterier, der har samarbejdet med de domfældte til at ændre adfærd. Fagforeningen anklager slagterierne for at drive ”Raubkapitalismus” (rovkapitalisme) med meget lave lønninger til østeuropæiske arbejdere.
- Den franske kødindustri har ifølge den tyske presse etableret en forening mod socialdumping og opfordret EU-Kommissionen til at intervenere med henblik på, at der i Tyskland indføres en mindsteløn i slagterisektoren. Der er nemIig ikke generelle overenskomster i den tyske slagterisektor, og der er heller ikke en arbejdsgiverforening, der kan påtage sig et socialpolitisk ansvar. Derfor er det efter fagforeningernes opfattelse nødvendigt med en lovmæssig mindsteløn for at undgå løn- og socialdumping, siger Poul Ottosen.

Seneste nyt