50 millioner kroner til innovation i dansk planteproduktion

13. jan 2011 kl. 16:16 af Thomas Hovgaard

Der er store innovationsmuligheder i at overføre viden fra gartneriområdet til landbruget. Med den seneste bevilling på 50 millioner kroner til forskning i planteforædling, er der taget et vigtigt skridt, vurderer AgroTech.

Hvis Danmark skal have en chance mod de store multinationale virksomheder, når det kommer til forædling af planter, er det afgørende, at der sættes massivt ind med forskning og samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. Med en samlet bevilling på 50 millioner kroner fra hhv. Videnskabsministeriet, forskningsinstitutioner og erhvervet er der netop taget et vigtigt skridt i den rigtige retning. Det mener AgroTech, hvis opgave det er at koordinere midlerne og samarbejdet.
”Bevillingen betyder, at dansk planteproduktion over de næste fire år kan arbejde endnu mere målrettet med forædling af planter. F.eks. skal der arbejdes med forædling af raps med henblik på at udvikle en ændret fedtsyresammensætning, så forbrugerne kan få en sundere rapsolie,” siger Jesper Manzati Aaslyng, centerchef i AgroTech.

Fra gartneri til landbrug
Han peger på, at de metoder, der udvikles til forædling af potteplanter, også vil kunne overføres til landbruget.
”Konkret skal pengene bruges på to projekter, hvoraf det ene ”Innovative planter” bl.a. handler om at overføre viden fra gartneriområdet til landbrugs- og fødevareområdet. Det andet projekt ”Laboratoriet for Planteinnovation” skal redde den danske planteproduktion ved at få forskernes viden ud i erhvervslivet,” siger Jesper Manzati Aaslyng.
I øjeblikket eksporterer Danmark for ca. tre milliarder kroner prydplanter årligt. Men ambitionerne stopper ikke her. ”Den langsigtede vision med projekterne er at videreudvikle og styrke hele den planteproducerende branche i Danmark til at producere en bred vifte af planteprodukter, bl.a. prydplanter, spiselige planter og i det hele taget planter, der kan bruges til helsefremmende stoffer, medicin, bioenergi og industrielle stoffer”, siger Jesper Manzati Aalsyng.

Seneste nyt