Jens er blevet økologisk
Naturmælk har sikret sig en aftale med Forsvaret, der bringer økologisk mælk til de danske Jenser. Et ønske om øget brug af økologi i Forsvaret ligger bag beslutningen.
”Jeg er hammerlykkelig!”
Så kontant er udmeldingen fra Naturmælks direktør Leif Friis Jørgensen, når talen falder på den for nylig indgåede aftale med Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. Aftalen betyder, at Naturmælk nu årligt skal levere omkring 70.000-80.000 liter økologiske mælkeprodukter til Forsvarets 39 kantiner landet over. Direktøren kunne næsten ikke tro sine øre, da han hørte, at Forsvaret gerne ville have hans økologiske mælk.
”Jeg er virkelig positivt overrasket over, det her samarbejde kunne lykkes. Og så er jeg først og fremmest glad for, at jeg kan hjælpe de danske Jenser med at blive økologiske,” fortæller direktøren.
Øko-forsvar Hos Forsvaret kender man godt til den skepsis, der opstår, når det sættes lighedstegn mellem Forsvaret og grønne produkter.
”Der er ikke så mange, der forbinder Forsvaret med økologi, men det arbejder vi på at lave om på med nye kantinekoncept ’Det Sunde Valg’,” fortæller Torsten Cumberland Jacobsen, Chef for Ledelsessekretariatet i Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der blandt andet driver alle Forsvarets kantiner.
Han fortæller, at Forsvarets beslutning om at købe økologisk mælk er taget, fordi man er interesseret i at anvende så mange økologiske basisvarer som muligt inden for det økonomiske råderum.
”Her var mælk en oplagt mulighed, fordi det er et produkt, som det mængdemæssigt gav mening at købe. Samtidig skulle det være noget, som alle indtager, og vi er meget glade for at kunne øge brugen af økologiske varer i Forsvarets kantiner på denne måde,” siger Torsten Cumberland Jacobsen.
Naturmælk har siden aftalen trådte i kraft den 1. oktober 2010 leveret knap 20.000 liter mælkeprodukter, ymer og yoghurt til Forsvaret. Aftalen strækker sig frem til 2012 med mulighed for, at aftalen kan forlænges to gange et år.
Se indslag om aftalen på TV SYD