Mænd og kortuddannede vil også købe sundt

20. jan 2011 kl. 11:43 af Thomas Hovgaard

Danskerne tænker mere på sundhed, når de køber ind nu end for få år siden. Ny undersøgelse fra FDB viser, at også mænd og folk med kortere uddannelse er begyndt at købe sunde fødevarer.

Selvom supermarkedernes hylder bugner af usunde fødevarer, leder det åbenbart ikke særlig mange danskere i fristelse længere. Ny undersøgelse fra FDB viser nemlig, at tre fjerdedele af danske forbrugere tager hensyn til sundhed, når de køber ind. Og fire ud af ti oplyser, at de tænker mere sundt end for et par år siden, når de skal vælge blandt supermarkedets mange varer. Derudover viser undersøgelsen også, at halvdelen af forbrugerne planlægger at blive endnu bedre til at købe ind, og det er ifølge FDB et tegn på, at nye grupper også er begyndt at bekymre sig om deres sundhed.

Flere forbrugere med gode intentioner
I undersøgelsen svarer 37 procent af mændene, at de vil købe sundere ind. Og det er i følge FDB en betydelig stigning over de sidste to år. Også den uddannelsesmæssige ulighed indsnævres.  
Analysen viser, at der næsten ikke er nogen forskel på velvigheden til at købe sundere fødevarer, om man har afsluttet en videregående uddannelse eller har en folkeskoleeksamen som sin senest afsluttede eksamen.

”Sundhed spiller nu også en stigende rolle for bl.a. mænd og folk med korte uddannelser, og det er nyt.  Når vi analyserer besvarelserne, kan vi også se, at uddannelsesniveau næsten ikke har betydning i forhold til at have intentioner om at købe sunde fødevarer. Samtidig skærper forbrugerne generelt også deres krav til butikkerne om at gøre sunde indkøb lette og attraktive,” siger Joan Preisler, specialkonsulent for FDB’s sundhedsarbejde.

Hun fortæller, at FDB ønsker at øge konkurrencen på sunde varer og opfordrer den samlede detailhandel til at gå ind i arbejdet for at forbedre folkesundheden. Derfor har FDB lavet undersøgelsen ”Hvem styrer indkøbsvognen”, som meget klart konkluderer, at forbrugerne er i gang med at udskifte usunde madvaner med sundere alternativer.

”De konklusioner er vi rigtig glade for i FDB. Vi ønsker nemlig at gøre sundhed til et af fremtidens stærkeste konkurrenceparametre til gavn for forbrugerne og folkesundheden”, siger Joan Preisler.

Fokus på sundhed skaber flere produkter
Også fødevareerhvervet ser positivt på forbrugernes stigende interesse for en sundere livsstil. Den stigende opmærksomhed på sundhed har betydning for udviklingen af nye produkter.

”Der er helt klart en stigende opmærksomhed på sundhed i befolkningen, og det er selvfølgelig vigtigt for fødevareproducenterne at kunne tilbyde så bredt et udvalg som muligt. Fødevareerhvervet produktudvikler hele tiden nye fødevarer, som kan indgå i en sund kost,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Winnie Pauli.

Seneste nyt